23948sdkhjf

Rekordstort øko-fremstød sad lige i skabet

Innovation og emballage gav masser af succes for danske virksomheder på messe i Nürnberg
49 danske øko-virksomheder er vendt hjem til Danmark fra Nürnberg efter fire dage på den danske fællesstand på verdens største økologi-messe, BioFach. Deltagerantallet er ny rekord, og det er succes-raten måske også.

Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, glæder sig i hvert fald over at registrere, at der generelt er begejstring over messens resultater blandt virksomhederne.

- Vi har haft en meget velbesøgt dansk fællesstand med besøg af mange interesserede indkøbere fra både nære og fjerne markeder. Især tyske, svenske og hollandske indkøbere samt en sheik fra Dubai har vist stor interesse for konkrete danske øko-produkter. Virksomhederne har mange nye kontakter, de nu skal hjem og følge op på, og flere er meget tæt på at lande aftaler, siger Helene Birk.

En af disse er den unge, Aarhus-baserede virksomhed RawSnacks, som deltog på BioFach for anden gang.

- Det gik helt fantastisk på BioFach. Vi havde besøg af rigtig mange seriøse kunder i år. Eksempelvis er vi nu meget tæt på at lande en aftale med den tyske kæde Rewe, hvilket i første omgang vil åbne døren til 220 butikker i Nordtyskland – og på sigt 2.000 butikker i hele landet. Alene det har gjort det værd at deltage på messen, siger Casper Vester, indehaver af RawSnacks.

Aftaler på forhånd

Rewe var en af de 35 internationale kæder og grossister, som Helene Birk på forhånd havde lavet en aftale med om en rundvisning på den danske fællesstand.

- Det har uvurderlig værdi at være med på den danske fællesstand. Det giver vores virksomhed masser af ekstra fokus. Økologisk Landsforening havde lavet et stort forarbejde med at invitere indkøbere, som tog med rundt og præsenterede for os og vores produkter. Samtidig er der altid en virkelig god sparring virksomhederne imellem på fællesstanden, siger Casper Vester.

- De internationale indkøbere fremhæver især kvaliteten og den høje innovationsgrad hos de danske udstillere som attraktiv. Vi har set mange spændende, nye produkter på den danske fællesstand i år, forklarer Helene Birk og fremhæver blandt andet spritnye, krydrede økologiske popcorn i forskellige varianter fra Vision Foods og et madspildsreducerende koncept fra DAVA Foods i form af økologiske frikadeller fremstillet af hønsekød fra æglæggende høns.

Danske øko-varer bliver også rost for flot emballage-design. Blandt andre af den tyske øko-grossist Midgard.

- Iøjnefaldende emballager er vigtigt for at kunne tiltrække opmærksomhed, når produkterne står på hylderne ude i butikkerne. Det er de danske virksomheder gode til at arbejde med. Dansk økologi bliver generelt forbundet med flot design, kvalitet og høj troværdighed blandt vores kunder. Derfor er det interessant at besøge den danske fællesstand, siger Midgard-indkøber Fabian Reichert.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093