23948sdkhjf

Nyt, dansk ostemejeri vil ændre mælkebranchen

Ostebørsen kaster sig ud i selv at producere på mikromejeri
Slagelse-virksomheden Ostebørsen, der siden 1986 har importeret ost fra små gårdmejerier rundt omkring i Europa, vil nu også lave sine egne oste.

Ostebørsen planlægger at opføre et nyt mikromejeri på et lille stykke land ned til den lokale Tude Ådal. En aftale med en landmand i området betyder, at mejeriet bliver forsynet med mælk fra kvæg, der græsser vilde urter, græs og blomster på de omkringliggende jorder.

Det giver ifølge virksomheden ostehåndværkerne en helt unik råvare og mulighed for at være med ind over alle dele af produktionen – og kan blive et eksempel til efterfølgelse andre steder i landet, hvor gårdmejeri-fænomenet er på vej tilbage.

- Vi har i virkeligheden længe gerne villet forsøge os med at producere vores egne oste. Og nu, hvor vi har mulighed for at få adgang til en lokal råvare af så tårnhøj en kvalitet, bliver vi nødt til at tage springet, siger Ostebørsens direktør, Henrik Kastrup.

Sammen med sin hustru, Birgitte, driver han også to osteforretninger under navnet Osteriet & ko, dels i Slagelse og dels i Kødbyen i København.

- Meget ambitiøse

Med det nye projekt til cirka 12 millioner kroner kommer Birgitte og Henrik Kastrup til at håndtere både produktion, grossistvirksomhed og detailsalg i deres virksomhed, der i dag har 35 ansatte. Oste-ægteparret forudser en udvikling inden for mejeribranchen ikke ulig eksplosionen i antallet af danske mikrobryggerier de seneste 10 år.

- Vi håber at kunne begynde vores osteproduktion til efteråret, og selv om vi starter ud i det små, er vi meget ambitiøse med projektet. Vi sælger i dag omkring 45.000 kilo ost om ugen, og vi ser gerne, at ost fra danske mikromejerier over tid kommer til at udgøre en større og større del af den volumen, fortæller Henrik Kastrup, der i løbet af de næste år vil forsøge at hjælpe andre i gang med mindre gårdproduktioner af kvalitetsost.

Osteoplevelsescenter

Det nye projekt med etablering af mikromejeri ved Tude Ådal er en del af et større osteoplevelsescenter, hvor Ostebørsen også opfører nyt lager og kølerum, modningsrum til ostene, osteskole og andre faciliteter, der skal støtte op om udviklingen af et topprofessionelt mikromejeri.

- I et land som Italien er der mere end 3.500 små gårdmejerier, der producerer ost på de lokale råvarer, som er tilgængelige i regionen. Den smagsvariation synes vi også, at danskerne skal opleve, konstaterer Henrik Kastrup, der med 900 engros-kunder i Danmark og Sverige ikke regner med at få problemer med at afsætte sin gårdproduktion.

- Vi oplever en stor efterspørgsel efter oste, der tør udfordre og overraske, og som vil stå ved deres oprindelse. Mælk er jo ikke bare mælk. Koen har græsset et bestemt sted – det vil vi sørge for, at man kan smage, siger han.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062