23948sdkhjf

Mindre bøvl for bryggerier og mejerier

Regler for miljøgodkendelse bliver smidigere
Over 300 virksomheder, ikke mindst bryggerier og mejerier, slipper for miljøgodkendelser, når miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i den nærmeste fremtid ændrer godkendelsesreglerne.

Det sker for at undgå, at danske virksomheder bliver overhalet af udenlandske konkurrenter, når der for eksempel viser sig muligheder på et nyt, internationalt marked. Når en dansk virksomhed ønsker at udvide for at følge med efterspørgslen, tager det i dag i gennemsnit syv måneder at få en miljøtilladelse.

Miljøstyrelsen har gennemgået listen over de mindre miljøbelastende virksomheder og identificeret dem, der kan fritages for pligten til at få en miljøgodkendelse, uden at det går ud over miljøbeskyttelsen. Det gælder både når de etablerer sig, når de udvider virksomheden, og når de ændrer produktionen. Når godkendelsespligten ophæves, fører kommunerne fortsat tilsyn og sikrer, at miljøbeskyttelsen overholdes, konstaterer ministeriet i en pressemeddelelse.

- Hurtigt og smidigt

- Jeg ændrer reglerne, så mindre bryggerier, mejerier og andre brancher helt slipper for miljøgodkendelser. Når man gerne vil udvide sin forretning, er det afgørende, at det kan ske hurtigt og smidigt. Derfor har vi undersøgt, hvilke brancher der kan fritages for miljøgodkendelser uden at slække på miljøbeskyttelsen. Det gælder for flere end 300 danske virksomheder, der nu får bedre konkurrencevilkår og bedre mulighed for vækst, siger Esben Lunde Larsen.

I alt slipper omkring 320 virksomheder for miljøgodkendelser. Mange af dem er fødevarevirksomheder, og det glæder direktør Flemming Nør-Pedersen fra Landbrug & Fødevarer.

- Det er rigtig positivt, at miljø- og fødevareministeren lytter til erhvervet og tager initiativ til at fjerne danske særregler om miljøgodkendelse og dermed fjerne administrativt bøvl. Det betyder hverken fra eller til for miljøet, men har stor betydning for virksomhederne, som nu kan fokusere på produktion til gavn for vækst og beskæftigelse frem for papirarbejde, siger han.

De nye regler er netop sendt i høring og forventes at træde i kraft 1. juli.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078