23948sdkhjf

Aprilsnar ...

Traditionen tro vrimler det med snydehistorier 1. april - i år er ingen undtagelse.
Pas på, at du ikke selv snubler i en af de mange snydehistorier, der i dag rammer medierne. Her er et lille udpluk af dem, vi har opdaget med relation til fødevarebranchen og andre brancher ...

Fredsted The lancerer bacon-te
Fredsted The byder danskerne på den amerikanske storsælger " Fredsteds Bacon og Æblete". Teen bliver lanceret på det danske marked i denne måned.

- Basen er en sort te fra Sri Lanka, men baconen er fra fritgående grise fra dansk landbrug, og æblerne er af sorten Ingrid Marie fra danske æbletræer. Det har været vigtigt for os at bibeholde vores danskhed i den amerikanske lancering, og vi ser ingen grund til at ændre det til det danske marked, siger produktchef Louise Irgens. (Kilde: Fredsted The)

Flügger brygger Hæk-Pils på fabrikken i Kolding

Malingproducenten Flügger hjælper danskerne med at bevare det gode naboskab gennem alle forårets og sommerens projekter. Det sker med en helt ny øl, Flügger Hæk-Pils, som man kan nyde hen over hækken.

Hæk-Pils bliver produceret på virksomhedens fabrik i Kolding, i en af de farvestrålende siloer, der pryder fabrikken.

- Det er jo ikke vores spidskompetence at producere øl, så vi har hyret en ekstern brygmester ind på en tidsbegrænset kontrakt, som vi naturligvis forlænger, hvis vores kunder tager godt imod det nye initiativ, fortæller Michael Larsen, der er ansvarlig for forsyningskæden i Flügger. (Kilde: Flügger)

Netto lancerer nyt flyselskab
Dagligvarekæden Netto lancerer flyselskabet Jetto, der satser hårdt på convenience og tax-free shopping på en helt ny måde. Passagerer vil kunne tjekke deres bagage ind i en af Netto’s 423 butikker i Danmark og dagen efter gå direkte ombord på flyveren. Ombord kan dagligvareindkøbene klares til tax-free priser med levering i lufthavnen. (Kilde: Netto)

Superstrøm gør Kevin Magnussen til Formel 1-verdensmester
EnergiMidt har udviklet en helt nye type strøm, der skal drive Kevin Magnussens gule Renault-racerbil, når årets andet Formel 1 Grand Prix sættes i gang på søndag.

Den nye strømtype, som EnergiMidt har valgt at kalde Formula220, tilfører motoren en øget effekt på omkring 10 %. Det betyder, at topfarten på langsiderne er på 330 km/t mod tidligere ”kun” 300 km/t. (Kilde: EnergiMidt)

Delebiler masseproducerer danske fodboldtalenter
Delebilsordningen LetsGo skal være med til at fremme danske fodboldtalenter. Når en delebil fremover erstatter mindst seks privatejede biler i byerne, skal der på de parkeringspladser, der frigøres, etableres en minifodboldbane.

Fodboldbanerne bliver placeret på et areal svarende til fem parkeringspladser. Hver enkelt bane bliver udstyret med mål samt bander og har plads til op til seks spillere.

- Vi er stolte over at kunne være med til at fremme talentudviklingen i dansk fodbold. Det er bestemt ikke urealistisk, at netop disse minifodboldbaner kan gøre Danmark til Europamester senest i 2024. Vi tænker og spiller på den lange bane, siger Bjarke Fonnesbech, direktør i delebilordningen LetsGo. (Kilde: LetsGo)

Togvogne skal fremover køre på vejen
Ifølge en rapport om ny teknologi ved banegodstransporter er der et betragteligt effektiviseringspotentiale ved at lade lastbiler trække togvogne via vej. Effektiviseringerne vil betyde, at godt 3.000 togsæt fremover vil kunne køre på gummihjul. (Kilde: ITD, Brancheforeningen for den danske vejgodstransport)


Jysk lancerer madrasser af hamp
Jysk lancerer en helt ny serie af hamp-produkter, for eksempel madrasser, hynder og puder. Jysk understreger, at der helt overordnet ikke er nogen ulemper ved brugen af hamp, men råder dog til at holde de hampbaserede havehynder væk fra både grill og åben ild, da man har oplevet nogle bivirkninger når puderne varmes op.( Kilde: Jysk)

Zalando etablerer logistik-center på olieplatform
Online-portalen Zalando etablerer lager og logistikcenter på en tidligere olieplatform ud for den norske kyst. Offshore-varehuset vil overvejende skulle servicere Zalandos kunder i det nordlige Europa. (kilde: Zalando)





Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078