23948sdkhjf

Dagrofa fordoblede driftsoverskuddet, men gik alligevel i stort minus

Omsætningen i 2015 endte på samme niveau som året før
Med en fordobling af driftsindtjeningen og en stabilisering af milliardomsætningen præsterede dagligvarekoncernen Dagrofa i sit 2015-regnskab et resultat, som ledelsen kalder tilfredsstillende.

Det til trods for, at det samlede koncernresultat blev på minus 198 millioner kroner, en forbedring på 74 millioner i forhold til året før.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet for 2015. Vi har lagt en vækstplan, og den plan følger vi. Alle nøgletal peger frem samtidig med, at vi leverer et bedre resultat end budgetteret. Derfor ser jeg optimistisk på udviklingen i koncernen de kommende år, siger Dagrofas koncernchef, Per Thau, i en kommentar til regnskabet.

Koncernen omsatte sidste år for 19,6 milliarder kroner - næsten præcis det samme som i 2014 - og driftsresultatet før afskrivninger og skat (EBITDA) landede på 250 millioner kroner. Det er en forbedring på 114 procent eller 133 millioner kroner sammenlignet med året før, men altså slet ikke nok til at hive det samlede regnskab i plus.

- Vi nåede en højere vækst og indtjening end budgetteret, og for første gang i mange år er det lykkedes at fastholde sidste års omsætning. Vores butikker har haft en flot vækst og har taget markedsandele målt på eksisterende butikker, siger Per Thau.

- Meny var i 2015 Danmarks hurtigst voksende supermarkedskæde, og væksten i Kiwi lå væsentligt højere end markedet. Vi har også haft en flot vækst i FoodService Danmark og Pisiffik. Samtidig har vi mærket synergieffekterne af at have samlet drift, administration og ledelsen af Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb under Dagrofas købmandshus, tilføjer han.

Investeringer bærer frugt

Koncernchefen nævner også, at Dagrofas vækstplan dermed er på sporet, at koncernens strategi om at satse 100 procent på dansk detail er rigtig, og at de massive, fortsatte investeringer i koncernens butikskæder bærer frugt.

Udover lanceringen af Menykæden har Dagrofa slået dørene op til 10 nye KIWI-butikker i 2015. Dagligvarekoncernen har desuden investeret i at styrke virksomheden på blandt andet it-området og på 80.000 timers uddannelse af medarbejderne

Dagrofa har solgt den grønlandske detailkæde Pisiffik, og salgsprocessen for FoodService Danmark er sat i gang. Kapitalen fra frasalgene vil blive brugt til fortsatte investeringer i at styrke detailforretningen.

Dagrofa stiler mod at åbne 125 nye butikker i løbet af de næste fem år, og Spar-kæden står foran en gennemgribende fornyelse.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094