23948sdkhjf

Madspild sendte dansk kok ned på 10.-pladsen

Morten Falk smed alt for mange råvarer væk ved Bocuse d'Or
Værtslandet Ungarn snuppede onsdag aften førstepladsen ved Bocuse d'Or Europe, det uofficielle EM for kokke, fulgt af Norge og Sverige.

Den danske kok Morten Falk måtte nøjes med en 10.-plads, da han og hans assistent, Emil Rodam, smed for mange råvarer væk.

- Det trækker mange minuspoint, siger Falks coach ved kokke-EM, Jeppe Foldager.

Der gik ikke noget galt i konkurrencen ifølge coachen. Faktisk forløb alt efter planen. Danskerne var blot uopmærksomme på, at det ville koste dem en straf, da de skar kød væk og kasserede det i stedet for at bruge det hele.

- Selvfølgelig er vi skuffede. Når man rejser ned for at vinde en podieplads, er man ikke tilfreds med en 10.-plads, siger Jeppe Foldager.

Fik konfiskeret svampe og løg

Det væsentlige er imidlertid, tilføjer Foldager, at den danske kok med 10.-pladsen er kvalificeret til Bocuse d'Or næste år. Så er det "lige meget, om man bliver nummer fire, syv eller ti".

Den danske kok fik konfiskeret hjemmesyltede svampe og løg umiddelbart før konkurrencen, da det er i strid med reglerne.

Holdet var dog forberedt på, at netop det kunne ske, og derfor betød arrangørernes indgreb ikke noget, fortæller Jeppe Foldager.

Bocuse d'Or Europe - det uofficielle EM - fungerer som kvalifikation til Bocuse d'Or året efter.

Kokke-EM holdes næste gang i Norge. Det blev meddelt under medaljeceremonien i Budapest onsdag.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093