Endnu mere ekspertise i trykbærende udstyr hos Teknologisk Institut
Teknologisk Institut i Århus kan nu både godkende og kontrollere nyt, brugt, ombygget, repareret og nyopstillet trykbærende udstyr.
- Det betyder i praksis, at vi nu blandt andet tilbyder kontrol af nyopstillet trykbærende udstyr. Vi kontrollerer blandt andet, at selve installeringen er i orden og lever op til lovgivningen, vi tjekker sikkerhedsfunktioner, adgangsforhold, belysning osv. Derudover tilbyder vi periodisk kontrol af udstyret – den første typisk et-to år efter opstillingen af udstyret. Her tjekker vi eksempelvis sikkerhedsventiler, kontrollerer for slid og korrosion etc. Endelig tilbyder vi kontrol og godkendelse af ombygget eller repareret udstyr, oplyser konsulent Claus Dalbøge fra Teknologisk Institut.
Ny aktør – stor erfaring
Teknologisk Institut er en forholdsvis ny aktør på området med trykbærende udstyr.
- I 2007 begyndte vi at beskrive hele vores system, og efterfølgende blev vi akkrediteret som inspektionsorgan af Danak. I januar 2007 blev vi udpeget som bemyndiget organ i forbindelse med godkendelser af nyfremstillet udstyr iht. trykudstyrsdirektivet (PED) fortæller Claus Dalbøge. Reglerne om opstillings- og periodisk kontrol gælder alt trykbærende udstyr med mere end 0,5 bars overtryk.
- Den type udstyr (beholdere og rørsystemer) findes i forbindelse med mange forskellige brancher, men med overvægt inden for hospitaler, bryggerier, den petrokemiske industri, medicinalindustrien, trykluftindustrien og køleindustrien. Selvom Teknologisk Institut kun har været på markedet i lidt over et år, har vi allerede slået vores kompetencer på området godt fast. Vi har i dag en ret stor kundeportefølje og har foretaget langt over 100 godkendelser af trykbærende udstyr.
Stærke kompetencer og høj faglig profil
- Der er tale om en stille og rolig vækst, og sådan skal det gerne fortsætte, for målet for os er at blive en betydelig aktør på området. At vi i forvejen er stærke inden for blandt andet Maskindirektivet, ATEX-direktivet, haveri og sikkerhed, produktudvikling etc. ser vi som en stærk konkurrenceparameter, fordi kunderne dermed kan opnå betydelige synergier – man kan fx hurtigt få hjælp af andre eksperter, hvis et problem ”breder sig”, eller hvis der opstår et nyt behov i forbindelse med fx en periodisk kontrol af trykbærende udstyr. Så vores mange forretningsområder er absolut til fordel for vores kunder, understreger Claus Dalbøge. Han er overbevist om, at den gode start med det nye forretningsområde skyldes, at Instituttets stærke kompetencer og høje faglige profil, men også at instituttet i forvejen er kendt for service og fleksibilitet, et fornuftigt prisniveau og tilfredse kunder.
Hurtig udrykning er en styrke
- Jeg oplever det som en klar styrke, at vi har kort ekspeditionstid og mandskab fordelt i hele landet til at rykke hurtigt ud. Typisk har kunderne enormt travlt op til godkendelsestidspunktet, og vi bliver derfor først kontaktet i sidste øjeblik, måske dagen før. Så vi har specialiseret os i hurtig udrykning og i at dække hele landet på kort tid, siger Claus Dalbøge. Han tilføjer, at instituttets eksperter i trykbærende udstyr også ind imellem sendes til andre europæiske lande, hvis kunderne har udstyr stående der. Teknologisk Institut har, som en ekstra service, indført gratis ajourføring med de periodiske kontroller. Det betyder, at kunderne – uden at det koster ekstra – kan slippe for at huske tidspunkter og indkaldelser. De bliver mindet om det via en e-mail.
Kilde: Teknologisk Institut - http://www.teknologisk.dk