23948sdkhjf

Arla sænker betalingen til sine mælkeleverandører

Arla sænker noteringen til mælkebønderne med 23 øre pr. kg. mælk som følge af en presset situation på verdensøkonomien. Forbrugerne vælger i dag et større omfang af lavprisprodukter, hvilket presser mejerigiganten kraftigt på pengepungen.


Arlanoteringen - som er den samlede udbetalte pris, danske og svenske andelshavere kan opnå for den mælk, de leverer til Arla Foods - sænkes fra og med 22. september med 23 danske øre.

Baggrunden er især faldende priser på bulkmarkederne, og at forbrugerne i større udstrækning vælger lavprisprodukter, nu da verdensøkonomien er presset.

- Vi er nødt til det, fordi prisen til andelshaverne afspejler den aktuelle situation i markedet. Her påvirker det os, at forbrugerne er pressede på økonomien og derfor køber lavprisprodukter fremfor mærkevarer. Det betyder, at vi lige nu ikke tjener det, vi budgetterede med tilbage i januar. Samtidig påvirker den stigende inflation og for eksempel stigende energipriser indtjeningen, siger Arla Foods' adm. direktør Peder Tuborgh.

Arla Foods' bestyrelsesformand Ove Møberg udtaler:

- Det gør ondt at tage denne beslutning. Både i Danmark og Sverige bliver det hårdt for andelshaverne, men som situationen er i dag er der ingen andre muligheder. Selvom vi lige nu er tvunget til noterings-sænkninger, må vi ikke glemme at hele 2008 bliver betydeligt bedre end 2007. Vi må leve med, at prisen vil svinge mere i fremtiden, siger Ove Møberg.

Med virkning fra 22. september 2008 vil Arlanoteringen således være på 293,2 danske øre/kg.

For de svenske andelshaveres vedkommende har Arla Foods' bestyrelse samtidig besluttet at udbetale dele af den valutakorrigering, som de svenske andelshavere normalt først får i forbindelse med årsafregningen.

Kilde: Arla Foods

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094