23948sdkhjf

Nanoteknologi til hjælp mod Alzheimers

EU har bevilget 80 millioner kroner til et stort internationalt projekt, der skal forske i udvikling af ny medicin mod Alzheimers med udgangspunkt i nanoteknologiske landvindinger.
Fra Københavns Universitet deltager professor Moein Moghimi fra Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på Det Farmaceutiske Fakultet. Han har fået omkring 4 millioner kroner (550.000 euro) til at lede en del af forskningssatsningen.

– Selvom neuroforskningen bevæger sig med syvmileskridt, er der stadig masser af ubesvarede spørgsmål, når det handler om diagnosticering og behandling af Alzheimers, siger Moein Moghimi.

Alzheimers sygdom er karakteriseret ved, at der i hjernevævet sker en degeneration af nerveceller, samt aflejringer af proteinholdigt materiale. Materialet der aflejres mellem cellerne kaldes plaques:

– På sigt vil vi måske kunne designe nanopartikler, som er i stand til at krydse blod-hjerne-barrieren og gå målrettet efter disse plaques. Molekyler der kan genkende og ødelægge det proteinholdige materiale vil være bundet til nanopartiklerne – der altså fungerer som en slags delivery-system i organismen, forklarer Moein Moghimi.

Forskningsprojektet ’Nanoparticles for the therapy and diagnosis of Alzheimer’s disease’ (NAD) er netop skudt i gang. Det er finansieret af EU’s syvende rammeprogram og samler førende forskere fra 18 forskellige forskningscentre placeret i Italien, Spanien, Portugal, Frankrig, Slovakiet, Sverige, Holland, England, Ungarn, Finland, Grækenland, Belgien og Danmark.

I Alzheimerforeningen håber man, at det nye projekt på længere sigt kan få betydning for patienter og deres pårørende:

– Der er stort behov for ny viden om demenssygdomme, og denne økonomiske vitaminindsprøjtning til forskning i Alzheimers kan forhåbentlig være med til at bane vejen for bedre behandlingstilbud i fremtiden, udtaler Anne Arndal, formand for Alzheimerforeningen i Danmark.

På verdensplan registreres der hvert syvende sekund et nyt tilfælde af demens – og hovedparten af disse patienter lider af Alzheimers. Alene i Europa lever 3 millioner mennesker med diagnosen. Samtidig er levealderen støt stigende, og antallet af demente vil øges dramatisk i de kommende år. I Danmark forventer man 125.000 tilfælde i 2040.

Kilde: Købehavns Universitet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078