23948sdkhjf

Konservesfabrik uenig med sin revisor

Regnskabet viser ifølge Deloitte et resultat, der er 28 millioner kroner for højt
Konservesfabrikken Bornholms med fabrik i Nexø har præsenteret et 2015-regnskab med et overskud på 18,2 millioner kroner - året før var der et underskud på 4,5 millioner.

Den voldsomme forbedring skyldes dog ikke, at virksomheden har solgt enormt meget mere torskerogn eller andre fiskeprodukter, men derimod at Bornholms A/S har solgt en del af aktierne i datterselskabet Akraborg på Island, skriver Bornholms Tidende. Uden det salg ville der have været et markant millionunderskud.

Handlen blev gennemført i 2015, og indtægten er derfor taget med i 2015-regnskabet. Men det har medført et forbehold fra revisionsfirmaet Deloitte, idet pengene først er modtaget hos Bornholms her i 2016. Revisoren mener derfor, at de først kan medregnes i 2016-regnskabet.

- Vi tager som følge heraf forbehold for indregningen af salget i årsrapporten for 2015. Selskabets resultat og egenkapitalen
er, efter vores opfattelse, i konsekvens heraf opgjort 28,1 mio. kr. for højt, konstaterer Deloitte i sit forbehold.

- Gennemført i 2015


Omvendt mener ledelsen hos Bornholms, at indtægten fra aktiesalget absolut hører til i 2015:

- Såvel køber som sælger anser handlen for gennemført i 2015, hvor også den daglige ledelse blev overdraget til køber. Men som følge af valutarestriktionerne på Island er de første indbetalinger for aktierne først modtaget i foråret 2016, skriver ledelsen i regnskabet. Det fremgår også, at Bornholms nu har modtaget 32 millioner kroner i forbindelse med aktiesalget.

Sidste år faldt bruttofortjenesten hos Bornholms med over to millioner kroner til 11,96 millioner. Ledelsen forventer et "væsentligt forbedret" driftsresultat i 2016.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094