23948sdkhjf

Ægtepar sælger fiskeolie til fødevarefirmaer

Nyt produkt på trapperne efter fire års arbejde
Fiskeolievirksomheden InOmega3 i Tørring blev tirsdag den første modtager af Hedensted Kommunes iværksætterpris.

Virksomheden er ejet af ægteparret Lone Honoré og Anders Barlach, som ifølge en pressemeddelelse fra kommunen gentagne gange i løbet af de senere år har måttet sige "never give up" højt til hinanden.

For de to ildsjæle har med InOmega3 virkelig satset alt. Trods afslag fra banken og trods selv at have måttet afvise flere potentielle investorer har parret nu for alvor grund til optimisme.

I december sidste år fik Tørring-parret 2,4 millioner kroner fra markedsmodningsfonden, en professionel bestyrelse er sammensat, og inden udgangen af juni er fiskeolie-produktet efter fire års hårdt arbejde endelig færdigudviklet.

Danmark er testmarked

20 store kunder står ifølge kommunen på spring til at aftage produktet i Danmark, som er virksomhedens testmarked. Fra første kvartal næste år venter fire nye markeder i Asien.

Tørring-virksomheden udvinder den sunde omega-3 olie af torskelever, forfiner den og sælger udelukkende videre til fødevareproducenter, som kan tilsætte den til deres produkter.

InOmega3 beskæftiger i dag en håndfuld medarbejdere men regner med at vokse til minimum 17 medarbejdere inden 2020. Af samme grund er virksomheden i øjeblikket på jagt efter et nyt domicil i Hedensted Kommune.





Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078