23948sdkhjf

- Snart vil alle fødevarebrands bruge big data

Der er enorme perspektiver for fødevarebranchen
Mængderne af data vokser eksponentielt hos landets virksomheder. De kommer fra sociale medier, callcentre, kasseterminaler, hjemmesider, smartphones, indkøbskurve og alt muligt andet.

Den overvældende mængde har ført til begrebet big data. Samtidig er en ny software-generation under udvikling: Software, som kan samkøre, skabe orden og finde mønstre i dataene – i realtid.

Det skaber muligheder, som ikke fandtes for få år siden. For at forske i mulighederne har Copenhagen Business School, CBS, netop lanceret det nye forskningscenter Center for Business Data Analytics. Det skriver foodculture.dk.

Overvåger kundernes følelser i realtid

- Perspektiverne i det her er meget store. Om få år vil man kunne tage temperaturen på sine kunder og sit brand hver dag - eller hver time. Du opnår simpelthen en kompetitiv fordel, siger Niels Buus Lassen, der er ph.d. fellow i såkaldt predictive modelling på CBS’ nye Center for Business Data Analytics.

Predictive modelling handler om at bygge modeller, der kan forudsige ting ved hjælp af big data.

- Hvis Coca-Colas kunder er 10 procent gladere end Pepsis kunder, så vil det være vigtigt for Coca-Cola at vide, hvorfor det sker, og at måle løbende på forskellene i følelser i forhold til deres konkurrenter. Det bliver et rigtigt vigtigt styringsværktøj. Og vi er lige ved at kunne dette, siger Niels Buus Lassen.

Især oplagt for store brands

Hidtil har den slags analyser typisk taget form som eksempelvis spørgeskema-undersøgeler og interview. Men det er mere effektivt at sætte en computer til at pløje sig igennem millioner af bramfri tilkendegivelser på de sociale medier, mener Niels Buus Lassen.

- Det er rigtig dyrt, hvis du skal ud og interviewe mellem 1.000 og 10.000 mennesker. Og de data, der ender på dit bord, vil være to-fire uger gamle, siger han til foodculture.dk.

Samtidig forklarer Niels Buus Lassen dog, at de analyser, han arbejder med, stadig er på udviklingsstadiet.

- Men vi har på fornemmelsen, at de store, meget værdifulde, globale fødevarebrands er i gang med det. Og de store, visionære fødevarebrands i Danmark burde gå i gang med det her nu. Om få år vil alle fødevarebrands bruge de her værktøjer. Og dem, der er first movers, vil få en konkurrencefordel, fastslår han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063