Lantmännen Danpo anerkendt for miljøindsats
På baggrund af det aflagte grønne regnskab 2007 for Lantmännen Danpos forædlingsfabrik i Farre, har fabrikken modtaget Green Networks anerkendelse af en ekstraordinær indsats på miljøområdet.
Parallelt med Lantmännen Danpos fokuserede indsats på miljøområdet arbejdes der med involvering af medarbejderne samt formulering af matchende miljøkrav hos leverandørerne.
Fabrikkens miljøhandlingsplan for 2008 indeholder to indsatsområder: Nedsættelse af energiforbrug i udvalgte processer og dialog med udvalgte leverandører med henblik på nedsættelse af deres miljøbelastning.
Green Network
Green Network er et professionelt og fagligt kompetent samarbejde mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Netværket er skabt for at opnå større bæredygtighed inden for områderne miljø, socialt engagement og arbejdsmiljø. Green Network er regionalt funderet i det vækststærke jyske trekantsområde ( www.greennetwork.dk) .
Mad med omtanke – Lantmännen Danpo tager ansvar fra jord til bord
Sunde fødevarer forudsætter en bæredygtig produktion. Når kunderne vælger produkter fra Lantmännen Danpo skal de vide, at vi arbejder med bæredygtighed som en bærende filosofi i hele værdikæden. At vores forædlingsfabrik i Farre lever op til kravene i Green Network er et blandt mange nødvendige tiltag for at skabe mad med omtanke.
Kilde: Lantmännen Danpo