23948sdkhjf

Mejeriingeniører skummer atter fløden

Danske mejeriingeniører tog et lønhop på næsten 10 procent i 2016

Hvis julegaverne i december var ekstra store blandt familier med en mejeriingeniør i flokken, er det ikke så sært. Lønposen er nemlig samlet set steget med hele 9,7 procent i 2016.

Det viser lønstatistikken, som Dansk Mejeriingeniør Forening netop har offentliggjort. Siden 2013 har mejeriingeniørernes lønstigning ligget over 5 procent hvert år.

- Kandidaterne er uden tvivl eftertragtede og i høj kurs – ikke blot i mejeriindustrien men også hos ingrediens- og enzymvirksomheder. Samtidigt er de høje lønninger naturligvis også udtryk for, at rigtig mange mejeriingeniører sidder i ledende stillinger med et stort ansvar, siger Martin Holst Petersen, formand for Dansk Mejeriingeniør Forening.

Statistikken viser også, at mejeriingeniører, som har skiftet job i det forgangne år, bidrager markant til væksten med hele 16,6 procent i lønstigning.

Mænd langt foran

Ens køn gør dog også en forskel blandt mejeriingeniørerne, idet de mandlige kandidater med en gennemsnitlig løn på 82.621 kroner om måneden har et pænt forspring til de kvindelige kolleger på 56.608 kroner om måneden.

- Man skal dog huske, at kvinderne først for alvor er kommet ind i faget i de seneste 10 år og derfor anciennitetsmæssigt ikke har samme tyngde som mændene. Det forklarer dog ikke hele forskellen, da mænd også ligger højere, når vi ligestiller anciennitet, forklarer Martin Holst Petersen.

Stigningen på 9,7 procent fremkommer ved at sammenholde lønnen i 2015 og 2016 for de medlemmer, som har bidraget til lønstatistikken i begge år.

64 procent af de 317 erhvervsaktive medlemmer af Dansk Mejeriingeniør Forening indsendte lønoplysninger i 2016. Stort set alle er privatansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079