23948sdkhjf

Bisca køber aktiver ud af Danish Quality Bakery

Bisca A/S overtager produktionsudstyr, varelager, varemærker og kundeaftaler fra Danish Quality Bakery, der er gået i betalingsstandsning.
Bisca A/S udvider nu sine aktiviteter til også at omfatte fremstilling af kransekager og en række andre kagetyper. Det sker i forbindelse med at Bisca pr. 31. marts overtager aktiverne fra Danish Quality Bakery.

Danish Quality Bakery i Albertslund har været i betalingsstandsning siden 29. januar. Det er nu afgjort, at virksomheden afvikles.

Aftalen der er indgået mellem Bisca og Danish Quality Bakery gælder alene overtagelse af produktionsudstyr, varelager, varemærker og kundeaftaler. Der er således ikke tale om at Bisca overtager eller viderefører Danish Quality Bakery.

Adm. direktør for Bisca, Leif Bergvall Hansen, siger:

- Det er beklageligt at Danish Quality Bakery må lukke, specielt for de mange ansatte i Albertslund som nu mister deres arbejde. For Bisca giver aftalen mulighed for at vi kan udvide vores aktiviteter inden for kager og konfekture, og det ligger helt i tråd med Biscas vækststrategi.

På sin fabrik i Stege vil Bisca videreføre produktionen af hovedparten af produkterne, herunder kransekage og en række andre småkage- og konfektprodukter.

Danish Quality Bakery blev grundlagt i 1959 af bager Egon Nielsen. Det hed tidligere Egons Cakes og skiftede i 2007 navn til Danish Quality Bakery.

Kilde: Bisca / www.bisca.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08