ACO-Engineering dropper arbejdsfordeling
Ordreindgangen er atter på vej op hos den sydjyske producent af procesanlæg og varmevekslere til procesindustrien.
Nu lysner det igen for Kolding-virksomheden. Ordrerne er atter begyndt at tikke ind, og samtidig har man haft mange forespørgsler. Så fra og med uge 17 ophæves arbejdsfordelingen igen.
Virksomheden forventer stadig et godt salg indenfor afsætning af varmevekslere til varmegenvinding i procesindustrien, idet den slags udstyr ofte er betalt tilbage i løbet af et–to år.
- Mange virksomheder vil fokusere på driftsoptimering i krisetider, og her vil eksempelvis varmevinding fra procesindustrien være en mulighed for at optimere indtjeningen samtidig med, at man kan skåne miljøet, siger direktør Erling Tofting fra ACO-Engineering.
Kilde: ACO-Engineering - http://aco-engineering.dk