23948sdkhjf

Alle var målløse over "den perfekte svendeprøve"

For første gang nogensinde: Guld til konditorsvendeprøve

I sidste uge indviede Danmarks eneste konditorskole, ZBC  i Ringsted, sine splinternye faglokaler, og få dage senere var nybyggeriet ramme om en historisk begivenhed, da et hold konditorelever gik til svendeprøve:

Det lykkedes således en af eleverne, Mia Paaske, som den første konditorelev nogensinde i Danmark at hente en guldmedalje for sin præstation.

Mia Paaske har stået i lære hos bageriet Wendorff i Svendborg, og ifølge ZBC lavede hun intet mindre end "en perfekt svendeprøve, der efterlod skuemestre og faglærere målløse".

- Alt spillede bare, og der var ikke en finger at sætte på noget som helst. Mia lavede en toppræstation på alle elementer og afleverede både skriftlig opgave og den praktiske del helt uden fejl eller mangler.

- Derudover var der styr på hygiejne og arbejdsgangen, som også er noget, der bliver lagt stor vægt på i bedømmelsen, så alt i alt var det helt til perfektion. Derfor fortjener hun virkelig denne fantastiske udmærkelse, konstaterer den meget stolte faglærer Kasper Hansen, der har undervist hele holdet frem til svendeprøven.

- Helt vildt surrealistisk
Mia Paaske selv er - ikke uventet -  meget stolt over sit resultat, og det var også med følelserne uden på tøjet, at hun modtog den flotte udmærkelse af konditorlaugets oldermand, John Jønsson.

- Det var helt vildt surrealistisk at modtage så fornem en udmærkelse. Det er meget svært at sætte ord på, og jeg kan stadig ikke helt forstå det, sagde hun efter den store præstation.

Mia Paaske kan nu se frem til en spirende konditorkarriere, der allerede har taget fart. 1. juni drager hun til den tyske Michelin-restaurant KAI3, hvor hun skal arbejde og udvikle sig.

Alle, der er uddannet konditor i Danmark efter 1980, er uddannet hos skolen i Ringsted - deriblandt altså også Mette Blomsterberg og alle på konditorlandsholdet, konstaterer ZBC. Men først med Mia Paaskes svendeprøve blev der brug for at finde guldet frem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109