23948sdkhjf

Suppe fyldt med energi er et hit

Rabel, der sælger fødevarer med masser af proteiner, har måttet tage nye produkter på programmet

Efter 15 år med Vejen-virksomheden Rabel, der sælger især supper med forhøjet indhold af protein, har indehaver Pia Schmidt masser af erfaring med måltider til mennesker, der har brug for ekstra kalorier.

Men hun har også konstateret, at suppe med ekstra meget energi er blevet så populært, at en del storkøkkener er begyndt selv at lave det.

- De store køkkener rundt omkring ser nu en meget stor prestige i at producere alt selv. Det har medført et kæmpestort dyk i min omsætning på supperne, og derfor er jeg begyndt at tage nye produkter som juice og brød ind i forretningen, fortæller Pia Schmidt.

Sammen med proteinbarer er supperne stadig Rabels kerneprodukt, men også is og risengrød med masser af protein er med i sortimentet.

De fleste af opskrifterne har Pia Schmidt selv været med til at udvikle, efter at hun i 2002 købte proteinkonceptet af en hollandsk diætist, der havde lanceret supperne i Danmark med en hollandsk producent på sidelinjen.

Ændrede opskrifterne
- Jeg ændrede opskrifterne, så de passede bedre til mine ideer, men supperne bliver stadig lavet i Holland. Proteinbarerne får jeg lavet i Sverige, og de er baseret på min helt egen opskrift, som jeg har udviklet sammen med producenten, fortæller Rabel-indehaveren.

Den proteinberigede is får hun fremstillet i Danmark hos især mejeriet Ny Lundgård Ismejeri ved Randers.

Selv om omsætningen de seneste par år har taget et dyk som følge af det faldende suppesalg, er Pia Schmidt stadig optimist:

- Der bor over en million mennesker over 65 år i Danmark, og mange af dem bliver heldigvis også over 100 år. Så selv om mine produkter tilhører en niche, tror jeg, at Rabel har en fremtid, siger hun med henvisning til, at produkterne i høj grad henvender sig til småtspisende i plejesektoren.

Optimismen bliver ikke mindre af, at Pia Schmidt for nylig har fået en ny, stor kunde i form af Rebild Kommune, der "har taget hele udvalget".

Hovedparten af Rabels salg foregår via cateringgrossister, men alle kan købe via Rabels webshop.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08