Få indflydelse på fødevareindustriens innovationsområder
Sundhed og fødevarer er blandt de fem indsatsområder, som Rådet for Teknologi og Innovation (RTI), vil støtte med 900 mio. kr. På BedreInnovation.dk efterlyses input, der kan styrke Danmarks fremtidige innovationskraft, og du er hermed inviteret med til debat!
Deltag frem til 1. juli
BedreInnovation.dk er åben for input fra alle med interesse for innovation og teknologiudvikling. Indtil 1. juli er forummet åbent for indlæg fra virksomheder, forskere, regioner, kommuner, organisationer og andre med interesse for innovation, teknologi, business og forskning.
Videnskabsminister Helge Sander opfordrer dansk erhvervsliv til at deltage aktivt i debatten:
- Her kan små og store virksomheder og deres brancheorganisationer blandt andet bidrage med, hvor de ser, de teknologiske udfordringer presser sig på. Dermed sikrer vi, at vi søsætter de projekter, som bedst muligt understøtter virksomhedernes innovationsaktiviteter ved at give dem hurtig adgang til fremtidens teknologier og nye viden, udtaler han i en pressemeddelelse.
De ni GTS-institutter har fremlagt godt 200 forslag til konkrete innovationskompetencer, som Danmark bør satse på at udvikle i de næste tre år. Der er tale om fremadrettede bud på, hvordan dansk erhvervsliv og innovationskraft bliver styrket. Forslagene er struktureret under fem temaer:
• Klima & energi
• Produktion & teknologi
• Service & offentlig innovation
• Sundhed & fødevarer
• Vækst & læring
Mange indsatsområder
Indsatsområderne inden for Fødevare & Sundhed er inddelt i de tre kategorier "Bioressourcer, fødevarer og andre biologiske produkter", "Fremtidens sundhed og forebyggelse" samt "Menneskets sundhed og sikkerhed i samspil med miljøfaktorer". Herunder er der tilknyttet en række undertemaer, hvor debatten allerede udfolder sig lystigt. Kig forbi www.bedreinnovation.dk og tilkendegiv din mening eller viden om de specifikke emner.
Hvem står bag?
Bag initiativet står Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU), Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI), Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) samt Danmarks Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS).