Analyse: Krisen har ramt fødevarebranchen
En ny analyse viser, at forbrugerne sparer på fødevarebudgettet og fødevarevirksomhedernes omsætning har stort set stået stille siden juli måned sidste år. Alligevel er man i branchen optimistisk, og fire ud af ti virksomheder venter at øge omsætningen i 2009.
Analysen viser med al tydelighed, at faldende efterspørgsel og ændringer i forbrugsmønstre er en central årsag til tilbagegangen i branchen. Omsætningen i fødevarebranchen er samlet set faldet med 8,5 pct. fra juni 2008 til januar 2009, og det er både eksportomsætningen og salget på hjemmemarkedet, der har været for nedadgående. I Danmark er det reelle dyk på 5,3 pct. fra oktober 2008 til januar 2009, mens tilbagegangen på eksportmarkederne ligger på 7,8 pct. i samme periode.
Væksten i discountbutikkerne er også fladet ud. Discountsektoren herhjemme har desuden meldt ud, at de skifter ud i sortimentet, så der bliver endnu færre mærkevarer og endnu flere helt billige produkter.
Forventnniger til fremtiden
Selvom omsætningen i fødevareindustrien har været faldende over en længere periode, er forventningerne til den samlede omsætning i 2009 ganske høje hos mange fødevarevirksomheder. Cirka 30 pct. af fødevarevirksomhederne forventer, at deres omsætning i hele 2009 vil være negativ sammenlignet med 2008, andre 30 pct. forventer uændret omsætning. Til gengæld forventer hele 40 pct. en positivt vækst i omsætningen.
Du kan læse alle konklusionerne på Dis hjemmeside.
Kilde: DI