Gærfabrik øger overskud
Grenaa-virksomheden De Danske Gærfabrikker A/S øgede sidste år sin omsætning med 10 procent, mens overskuddet efter skat steg med godt 14 procent.
Produktionen af melasseprit har i perioden været faldende, hvilket især skyldes markante prisstigninger på roemelasse. En faktor, der har betydet at Grenaa-selskabet ikke længere er konkurrencedygtige på eksportmarkedet, kommenterer ledelsen i regnskabet. Til gengæld er produktionen af gærekstrat stigende.
De Danske Gærfabrikker A/S ejes i dag af Lallemand Denmark A/S, som indgår i den canadiske Lallemand-koncern, der placerer sig som en af de største gærproducenter i verden. De Danske Gærfabrikker er Danmarks eneste producent af melassesprit og gær og har en årlig produktion på henholdsvis 13,2 mio. liter melassesprit og 19.600 ton bagegær.
Kilde: Årsregnskab 2008/09 - De Danske Gærfabrikker A/S