Danish Crown styrker positionen i Sverige
Danish Crowns svineslagterier i Kalmar og Ugglarps har øget markedsandelen i et stærkt presset svensk marked.
- Det svenske marked er meget konkurrencepræget og kendetegnet af flere store aktører, og vi er derfor meget stolte over, at så mange svenske svineproducenter har valgt at samarbejde med Danish Crown, siger Karsten Deibjerg Kristensen, administrerende direktør i DC Livsmedel.
Karsten Deibjerg Kristensen fortæller, at tallene fra andet kvartal samtidig viser en markant højere slagtning end budgetteret og dermed er med til at placere Danish Crown som en stærk toer på markedet.
- Det svenske marked er i opbrud, og det betyder, at vi i øjeblikket ser, at markedet tilpasser sig.
Inden for det kommende år forventer Karsten Deibjerg Kristensen, at antallet af leverandører vil stige yderligere, fordi mange kontrakter skal genforhandles i starten af 2010, heriblandt mange producenter, de rhar været bundet af tre-års kontrakter. Samtidig er der blevet oprettet en del kortere kontrakter, og det vil også gøre det nemmere at skifte til et nyt slagteri, mener han.
- Vi mærker en stigende interesse fra de svenske producenter og har allerede en stor del forhåndstilmeldinger. Derfor forventer jeg, at vi kan øge antallet af slagtninger med op mod 20 procent inden for det kommende år, siger Karsten Deibjerg Kristensen.
Kilde: Danish Crown