Rusland vil øge øl-afgift med 200 procent
Den russiske regering har netop tilsendt Statsdumaen et lovforslag om fra næste år at forøge afgiften på øl med 200 pct. og stærk alkohol med 10 pct. Carlsberg vil kæmpe for lige konkurrencevilkår.
Lovforslaget skal nu behandles i Statsdumaen og Føderationsrådet, før det kan sendes videre til godkendelse og underskrivelse af præsident Dmitry Medvedev, en proces, der kan tage adskillige uger.
- Indtil Statsdumaen og Føderationsrådet har sluttet deres forhandlinger og truffet deres beslutninger, er det fortsat alene et forslag. Derfor vil Carlsberg fortsætte med at argumentere for en mere afbalanceret forhøjelse af afgiften på øl og stærk alkohol. Carlsberg opfordrer de involverede politikere i Rusland til at lytte til de fremførte argumenter og begrundelsen for dem, skriver bryggerigiganten.
Senior Vice President Eastern Europe and CEO for Baltika, Anton Artemiev, siger:
- Hvis lovforslaget vedtages, er jeg sikker på, at det vil have negative konsekvenser for ikke alene bryggerisektoren. Det vil også have negative konsekvenser for den russiske økonomi og beskæftigelse og for det udenlandske investeringsklima i Rusland. Det er meget svært at forstå logikken bag den relativt store forhøjelse af afgiften på øl (+200%) i forhold til forhøjelsen af
afgiften på stærk alkohol (+10%). Det vil uundgåeligt favorisere forbruget af stærk alkohol, herunder vodka, hvilket vil have en negativ effekt på alkoholmisbruget i det russiske samfund - især fordi vodka/stærk alkohol udgør næsten 70% af det samlede alkoholforbrug i Rusland sammenlignet med 20-30% i de fleste EU-lande.
Kilde: Københavns Fondsbørs