Nyt sundhedsmærke for restaurantmad
Det skal være lettere for forbrugerne at vælge en sund ret, når de går på restaurant. Derfor vil regeringen indføre et såkaldt nøglehulsmærke for restaurantmad.
Mærket har eksisteret i Sverige i 20 år, og det kan allerede i dag findes på en lang række færdigindpakkede fødevarer i danske supermarkeder.
Der er tale om en frivillig ordning, som eksempelvis vil kunne give restauranter og kantiner mulighed for at mærke nogle af deres måltider som særligt sunde. Nøglehulsmærket stiller officielle maksimumkrav til indhold af blandt andet fedt, salt og sukker.
HORESTA er meget tilfreds med udspillet fra regeringen
- I restauranterhvervet er vi optagede af at give forbrugerne bedre muligheder for at træffe det sunde valg, og her er nøglehulsmærket en rigtig god løsning. Det er en simpel måde at formidle det sunde valg på til forbrugerne, og så er det frivilligt for restauranterne, om de vil gøre brug af det, siger Lone Njor Hulth, der er administrerende direktør i HORESTA.
Hun mener, at nøglehulsmærkningen er en langt bedre løsning end EU's aktuelle planer om en obligatorisk indholdsdeklaration på alle restaurant- og kantinemåltider.
- Det vil føre til standardisering af maden, og det vil pålægge erhvervet enorme administrative byrder, siger Lone Njor Hulth.
HORESTA glæder sig over, at fødevareminister Eva Kjer Hansen er gået meget aktivt ind i arbejdet med nøglehulsmærket, som HORESTA har arbejdet for gennem længere tid.
- Vi håber på at blive inddraget i det videre arbejde. I Sverige fungerer nøglehulsmærkningen godt, og de erfaringer kan vi lade os inspirere af her i Danmark, siger Lone Njor Hulth.
Kilde: Horesta