23948sdkhjf

Fødevareforbundet: Stop så det snyd med kødet!

Faget har fået nogle skrammer med mediernes afsløringer af kødfusk, og det skal der rettes op på, siger forbundssekretær Flemming Mogensen. Han henviser til forbundets egen Stop Snyd-kampagne
Forbrugerne skal føle sig trygge, når de køber kød i supermarkedet, og medarbejderne skal tilsvarende arbejde i en tryg forvisning om, at de leverer gode og sunde varer til kunderne.

- De to hensyn skal gå op i en højere enhed, og det må ledelserne i supermarkederne tage sig sammen og sørge for, siger forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Flemming Mogensen.

Han erkender, at faget har fået nogle skrammer med de fortsatte afsløringer i medierne af fusk med datomærkning og deklarering af kød, ikke mindst hos Super Best-kæden. Her vil ledelsen nu bl.a. afkræve slagtermestrene underskrifter på, at de vil overholde reglerne.

- Det er en selvfølge, at reglerne skal overholdes. Men hvis nogen af vores medlemmer skal skrive under på noget, så skal de i hvert fald sikre sig, at de får en grundig instruktion i både reglerne og i det koncept, som de skriver under på, at de skal overholde, siger Flemming Mogensen.

Arbejdsgivernes ansvar
Han stiller spørgsmål ved, om de koncepter, der arbejdes ud fra de enkelte steder, er i orden:

- Det er arbejdsgiverens ansvar, at konceptet lever op til loven og sikrer gode og sunde fødevarer. Er det ikke tilfældet, så skal konceptet skærpes. Vi kan selvfølgelig under ingen omstændigheder acceptere, at vores medlemmer presses til at arbejde ud fra et koncept, der balancerer på den forkerte side af love og regler.

- Der skal være klokkeklare regler for arbejdet, og hvis ansatte i et supermarked opfordres til at gøre noget ulovligt, skal de kunne henvende sig til koncernens ledelse – uden risiko for at fyret eller forfulgt af den grund, siger Flemming Mogensen.

Meld snyd til os!
Han opfordrer også medlemmer, der mener, de bliver opfordret til at foretage sig noget, der er på kanten af love og regler, til at henvende sig til fagforeningen.

Og så henviser han til forbundets Stop Snyd-kampagne, der stadig ligger som en facilitet på www.nnf.dk .:

- Her kan enhver anonymt anmelde mistanke om snyd, så sørger vi for, at sagen bliver forfulgt. Det udspringer af en tidligere kampagne, men vi må jo desværre erkende, at emnet stadig er aktuelt, så jeg synes, det vil være rigtig godt, hvis vi ad den vej kan være med til at stoppe ulolivhederne.

Flemming Mogensen finder det afgørende, at medlemmer af forbundet fortsat er med til at værne om fagets gode traditioner.

- Jeg kan i den forbindelse fremhæve, at vi nu indbyder alle medarbejdere i COOP til regionsmøder, hvor vi vil diskutere, hvordan vi kan sikre, at vores medlemmer under alle omstændigheder er med til at give forbrugerne de gode produkter, som de fortjener. Og det er et initiativ, som vi gerne udbreder til andre medlemsgrupper, siger Flemming Mogensen.

Kilde: Fødevareforbundet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.603