Danmarks bedste mejeriprodukter
Danmarks bedste ost, smør og konsum blev i går præmieret ved Landsmejeriudstillingen i Herning.
- Tilmeldingen af produkter til konkurrencen vidner om stor opbakning fra mejerierne, indledte Jan Toft Nørgaard sin tale.
Årets Danmarksmestre
Det blev en Danablu fra Mammens Mejeri (afd. Drøsbro Mejeri), en LURPAK fra Holstebro Mejeri og en økologisk creme fraiche fra Slagelse Mejeri, der løb med titlen som årets Danmarksmestre.
I alt dystede 971 produkter i konkurrencen, fordelt på 675 oste, 240 konsumvarer, 38 smørprodukter og 18 forskellige slags pulver. 100 dommere har afgivet deres bedømmelse ud fra smag, lugt, konsistens og udseende.
LMU højner produktudviklingen
Trods finanskrise og fravær af nogle af de store leverandører, spås udstillingen alligevel gode fremtidsudsigter.
Ud over den traditionelle udstilling finder man nyhedsbordet, der udstiller årets trends, skæve produkter og geniale nyopfindelser.
- Konkurrencen her på Landsmejeriudstillingen motiverer uden tvivl alle medarbejdere ude på mejerierne til at holde et stramt fokus på produktudvikling, så man med stolthed kan fremvise sit arbejde over for sine kollegaer i branchen, vurderede formanden i sin tale.- Og det høje niveau vi ser her på LMU spiller også en central rolle for Danmarks eksport af mejeriprodukter, og derfor tror jeg på, at udstillingen fortsat vil have sin berettigelse i mejerifaget, lød det optimistiske budskab.
Det er i år første gang siden 2004 Landsmejeriudstillingen udelukkende har danske udstillere. Sidste år løb LMU af stabelen samtidig med FoodPharmaTech, hvor også de skandinaviske kollegaer var inviteret med til at dyste i Scandinavian Dairy Contest.
Udstillingen varer frem til i dag kl. 17.00, hvor besøgende har mulighed for at smage på samtlige udstillede produkter.
Landsmejeriudstillingen finder næste gang sted 2.-4. november 2010 i Messecenter Herning samtidig med FoodPharmaTech.