23948sdkhjf

K-Salat afskediger 18 medarbejdere

Grundet ændrede arbejdsgange og sæsonafhængig afsætning, må K-Salat i Havnsø skille sig af med medarbejdere. Men ikke så mange som frygtet.
I en pressemeddelelse fra administrerende direktør hos Rieber og Søn, Kasper Lenbroch, forlyder det, at der grundet "forbedrede forretningsgange og procedurer" fyres 18 medarbejdere på K-Salat i Havnsø.

I efteråret 2009 lød der ellers rygter om en fyring af 75 medarbejdere, men antallet har altså ikke vist sig at holde stik.

Fyringerne sker efter længere tids underskud hos mærkerne K-Salat og Bähncke, som produceres i henholdsvis Havnsø og Skælskør. Fyringerne sker også på baggrund af en sæsonafhængig afsætning, som efter højsæsonen op til jul falder drastisk.

Efter ansættelsen af administrerende direktør Kasper Lenbroch i juni 2008, blev der udarbejdet en ny strategiplan, som strækker sig frem til 2012. Denne strategiplan har til formål at sikre den norskejede koncern større effektivitet ved produktudvikling, salg og markedsføring.

Processen er allerede i gang, og har ifølge Kasper Lenbroch sikret positive tal i regnskabsåret 2009.

Kilde: Nordvestnyt

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062