23948sdkhjf

Fiskefabrikker kan ikke følge med

Trods tobiseventyr er stemningen trykket blandt industrifiskere på Vestkysten

Rekordstore fangster af industrifisken tobis giver lige nu problemer på Vestkysten.

Fiskerne ligger nemlig i lange køer i havnene, fordi fabrikkerne ikke kan følge med.

- Priserne på tobis er små i år, så vi skal gerne fiske store mængder, men det kan vi ikke, når vi ligger i kø i havnen, siger fiskeskipper Finn Christensen fra Thyborøn til DR P4 Midt & Vest.

- Det ødelægger økonomien i fiskeriet, og derfor er stemningen noget trykket i havnen på trods af de store fangster, siger han.

Med over 100.000 ton tobis i april har de danske industrifiskere sat ny rekord.

Bestanden af tobis er kommet sig efter en række dårlige år, og de danske fiskere har i år en kvote på 458.000 ton, den største i ti år.

Men fabrikkerne har ikke mulighed for at skrue yderligere op for produktionen, siger direktør Peter Jensen fra Triple Nine i Thyborøn.

- Vi har jo kun den kapacitet, vi har, og alle de tre danske fiskemelsfabrikker i Thyborøn, Hanstholm og Skagen kører i højeste gear lige nu, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Med til historien hører også, at den lange periode med små kvoter på tobis har betydet, at kapaciteten på de danske fiskemelsfabrikker er blevet kraftitg beskåret, siger Peter Jensen:

- Den ekstra kapacitet kunne vi godt have brugt i år, konstaterer direktøren.

Originalartikel: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/fiskere-ligger-i-koe-paa-grund-af-rekordstore-fangster

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078