23948sdkhjf

De store tænker småt

Store bryggerier æder sig i stigende grad ind på mikrobryggeriernes domæne

I USA og England opkøber verdens største bryggerikoncern, AB InBev, mikrobryggerier på stribe.

I Danmark lufter Carlsbergs topchef Cees ’t Hart tanker om at gøre det samme, alt imens en investering på 50 millioner kroner i Carlsbergs eget mikrobryggeri, Jacobsen på Valby Bakke, skal gøre koncernen i stand til at sende endnu flere specialøl ud på de danske hylder.

Og i Odense er Royal Unibrew ved at færdiggøre byggeriet af et helt nyt mikrobryggeri, der ligeledes skal gøre Albani i stand til at tilgodese forbrugernes efterspørgsel på specialøl.

Specialøl har halvdelen af markedet

Jo, der er stadig i dén grad røre i bryggeribranchen, hvor de store bryggerier i stigende grad forsøger at æde sig ind på mikrobryggeriernes domæne.

Det er nemlig her, på specialølsmarkedet, at væksten ligger. Både i Danmark og globalt.

Hvor det generelle danske ølsalg er stagnerende til let faldende, voksede specialølsmarkedet med 15 procent mellem 2014 og 2015. Bryggeriforeningen vurderer, at salget af specialøl i 2017 tegner sig for 17 procent af det totale ølsalg i Danmark, og at den andel vil stige til 30 procent i 2020.

I USA udgjorde specialøl 12,3 procent af det totale marked i 2016, viser tal fra den amerikanske bryggeriforening. Men i visse byer sidder specialøllene på op til halvdelen af markedet.

Carlsberg vil øljamme
Det er dét marked, de store bryggerier forsøger at tage en luns af. Carlsberg har eksempelvis flyttet produktionen af specialøllen Jacobsen Brown Ale fra mikrobryggeriet i Valby til hovedbryggeriet i Fredericia for at frigøre ekstra kapacitet i Valby.

Derudover poster man 50 millioner kroner i et udvide og opgradere Valby-bryggeriet, så Carlsberg kan bringe noget mere improvisation ind i sin ølbrygning.

- Det handler om også at få mere kapacitet til at jamme mere, altså prøve flere vilde ting af og skabe helt andre ølvarianter, som gerne må være vildere og mere grænsesøgende end i dag. Tanken er at få flere nye Jacobsen-øl ud i markedet. Vi vil producere flere små serier, som vi vil afprøve på forbrugerne og finde ud af, om det er noget, de kan lide, udtalte Carlsbergs øverste chef for specialøl, Paul Davies, til Berlingske Business i februar.

Senest har man lanceret konceptet "månedens fadøl". Hver måned vil Carlsberg udsende en ny specialøl til de barer, der i forvejen har Carlsberg i hanerne.

Over for mediet Fødevarewatch oplyste Carlsberg i august 2016, at koncernens specialølskategori var vokset med 27 procent i de foregående tolv måneder. Specialøl udgør dog fortsat kun 4-4,5 procent af Carlsbergs totale portefølje, har Cees ’t Hart oplyst til samme medie.

Royal Unibrew: Ikke et angreb
Også hos Royal Unibrew mander man op på specialølsfronten. Danmarks næststørste bryggerikoncern er således ved at lægge sidste hånd på et helt nyt mikrobryggeri i Odense.

Jesper Larsen, Albanis special- og regionalølsansvarlige, ser det dog ikke som et bevidst angreb på mikrobryggerne.

- Jeg ser ikke bevægelsen, som om, at vi skal tage markedsandele fra mikrobryggerierne. Jeg ser det mere som et udtryk for, at ølmarkedet er stagnerende, på nogle områder let faldende, og samtidig kan vi se, at specialøl æder sig ind på pilsnermarkedet. Og så har vi kigget på den udvikling med det lange lys på og sagt, okay, det kunne godt være, vi skulle tage tyren ved hornene, siger Jesper Larsen og tilføjer:

- Det bliver ikke lige i morgen, at specialølsmarkedet bliver en stor forretning sammenlignet med Royal Unibrew som helhed. Men det er med til at gøre os interessant som leverandør.

Bryggeriforeningen: Der er plads til alle
Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, kalder det en helt naturlig udvikling, at de store bryggerier flytter med derover, hvor væksten er.

- Det er en helt naturlig udvikling, at alle bryggerier forsøger at tilfredsstille forbrugernes smag. Så på den måde er der plads til alle dem, der formår at ramme forbrugernes smagsløg. Markedet er voksende, så vi ser en udvidelse og en transformation af markedet, hvor der er plads til alle.

Så du køber ikke præmissen om, at der er en ølkrig?

- Nej, det mener vi ikke. Vores undersøgelser viser, at det går godt for de fleste, og at der er en god konkurrence derude om en stadigt større kage, siger Niels Hald.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063