Her leger ingeniører med fremtidens øl
Tang og havre. Det er hovedingredienserne i den smagsprøve, Preben Bøje Hansen skænker op på DTU Bryghus.
Han er levnedmiddeltekniker og en af de drivende kræfter bag bryghuset, der hører til på Fødevareinstituttet på DTU i Lyngby. DTU Bryghus kan i dag producere op til 500 liter øl ad gangen, og over et år bliver der fremstillet omkring 3.000 liter ingeniørøl på stedet.
- Vi brygger faktisk ikke så ofte. Det afhænger af, hvornår de studerende skal lave forsøg, og så kan vi faktisk ikke nå at drikke så meget øl. Meget kan vi teste og udvikle uden at køre hele batches igennem, siger Preben Bøje Hansen.
Han viser hjemmevant rundt i det lille bryghus, som han selv har designet og sammensat. Her kommer der omkring 50 ingeniørstuderende forbi om året og prøver deres ideer af på bryganlægget, lige fra bachelorstuderende til ph.d.-studerende.
- Ølbrygning er grundlæggende en polyteknisk proces, og derfor er det helt oplagt, at vi også har et bryghus her på DTU - og så er det ikke så svært at tiltrække de studerende, fordi vi laver øl, siger Timothy Hobley, lektor og leder af DTU Bryghus.
Dropper maltningen
Udover studerende, samarbejder DTU Bryghus med bryggerier og andre bryggerirelaterede virksomheder med at udvikle nye brygprocesser og udstyr.
- Vi har et godt samarbejde med mange forskellige bryggerier, lige fra helt små mikrobryggerier til store industribryggerier, fortæller Preben Bøje Hansen.
- Vi vil gerne kunne lave en minikopi af et fuldautomatisk industrielt bryganlæg, så vi kan teste op mod vores eget, siger Preben Bøje Henriksen.
DTU Bryghus adskiller sig fra konventionelle bryggerier ved blandt andet mæsketanken, hvor stivelsen i malt nedbrydes til kulhydrater, der kan forgæres. Her loopes malten fra begge sider, som en slags svamp der presses frem og tilbage. Det giver mulighed for at aktivere flere enzymer til senere i processen.
- Vi har mulighed for at lege med nye teknikker og processer på en anden måde end de kommercielle bryghuse, og det kan forhåbentlig komme alle til gode, siger Preben Bøje Hansen.
Bæredygtig brygning
En af de gennemgående visioner for det lille bryghus på DTU er bæredygtighed.
Det betyder blandt andet, at bryghuset som et af de eneste bryggerier kan springe maltprocessen over og brygge direkte på byg. Spirings- og tørringsprocessen af kornet er energikrævende, og ved at springe det helt over, kan DTU Bryghus reducere CO2-udslippet med otte procent. For at kompensere for maltningen, tilsættes der istedet aktive enzymer fra Novozymes.
- Vi samarbejder med flere bryggerier om udvikling af nye teknologier, både hardware og procesteknologisk. Vi har eksempelvis arbejdet med at udvikle glutenfri øl, ligesom vi arbejder med at brygge øl direkte på korn uden en maltningsproces for at spare på energien, fortæller Preben Bøje Hansen.