23948sdkhjf

Nestlé bøjer sig for Greenpeace krav

Nu meddeler Nestlé, at det vil stoppe med at bruge produkter, der har været skyld i regnskovsødelæggelser. Det får betydning for Indonesiens største palmeolieproducent.
Greenpeace mener, palmeolie-industrien er en af de drivende kræfter bag omfattende ødelæggelse af Indonesiens regnskov og tørvelandskab, og at industrien truer bestanden af orangutanger.

- Nestlés nye policy er et stort skridt fremad mod beskyttelse af tørveområder og regnskov i Indonesien og vi håber, at andre store forhandlere som Carrefour and Wal-Mart vil blive inspireret til at gøre det samme, siger Dan Belusa, kampagnemedarbejder i Greenpeace i Danmark.

Orden i sagerne
I den nye policy, som Nestlé indfører i dag, forpligter fødevaregiganten sig til at identificere og eksludere alle underleverandører med plantager, der kan knyttes til regnskovsødelæggelse.

Det har blandt andet betydning for Sinar Mas, Indonesiens største palmeolieproducent.

- Nestlés skridt i dag er et klart signal til Sinar Mas og resten af palmeolie- og papirindustrien om at få orden i sagerne, hvis de vil have en plads på verdensmarkedet, siger Pat Venditti, der har ledet Greenpeace kampagnen internationalt.

Stærkt engagement
José Lopez, Executive Vice President i Nestlé, bekræfter partnerskabet med TFT (Forest Trust), der forpligter selskabet til at nedbringe skovrydning af regnskove.

TFT er en global non-profit organisation, der vil hjælpe Nestlé med at opbygge ansvarlige forsyningskæder.

- Dette partnerskab er et yderligere tegn på vores stærke engagement på at standse skovrydning af regnskove, siger José Lopez.

Nestlé har allerede sat det mål, at 100% af palmeolien skal komme fra bæredygtige kilder i 2015.

18% af palmeolien i 2010 kommer fra bæredygtige kilder, og det ventes at nå op på 50% ved udgangen af 2011.

Verdens hurtigste regnskovsryddere
Den globale efterspørgsel efter palmeolie og papir er stigende, hvilket betyder, at virksomheder som for eksempel Sinar Mas udvider produktionen ind i regnskov og tørvelandskaber.

Det har resulteret i, at Indonesien er en af verdens hurtigste regnskovsryddere og har verdens tredjestørste udledning af drivhusgasser efter Kina og USA.

Palmeolie bruges i en lang række produkter fra chokolade, tandpasta og kosmetik til biobrændsel.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085