23948sdkhjf

Tidligere FF Skagen-direktør frikendt

Landsretten ændrer byretsdom og frikender Morten Broberg for bedrageri
Landsrettens dommere fandt i modsætning til byretten i Randers det ikke bevist, at den tidligere FF Skagen-direktør vidste, at der blev blandet et ulovligt blandingsstof i et produkt, som FF Skagen ulovligt solgte som fiskeolie.

Derfor blev han frikendt for en tiltale for bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Morten Broberg var ved Retten i Randers blevet idømt fængsel i tre år.

Morten Broberg blev derimod fundet skyldig i groft uagtsomt at have overtrådt sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter (Biprodukt-forordningen) og i at have overtrådt regler om krav til foderstofhygiejne (Foderhygiejne-forordningen).

Straffen for den lovovertrædelse lyder alene på fængsel i tre måneder, der er blevet gjort betinget med et vilkår om, at Morten Broberg udfører samfundstjeneste i 80 timer.

- Frifindelsen er en kæmpelettelse, og nu har jeg lige brug for at sunde mig lidt, før jeg siger mere, siger Morten Broberg.

Selskabet OS Trading ApS, som havde solgt den ulovlige fiskeolie til FF Skagen, og som byretten også havde dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, fik derimod ikke noget ud af en anke.

Landsretten var nemlig enig med byretten på dette punkt.

Derfor skal selskabet fortsat betale en bøde på 12 millioner kroner og have konfiskeret et beløb af samme størrelse.

Den nu afsluttede straffesag mod Morten Broberg og OS Trading har sin baggrund i, at FF Skagen i årene op til sommeren 2013 solgte i alt 172.494.259 kilo fiskeolie til en samlet pris af 1.445.345.589 kroner (tallene stammer fra anklageskriftet i byretssagen) til flere kunder blandt producenter af fiskefoder.

Hvad FF Skagen ikke fortalte kunderne var, at der var blandet biodiesel, i alt 4.466 tons, i "fiskeolien".

Det er ulovligt at blande biodiesel i fiskeolie - ikke på grund af sundhedsfare, men fordi forskellige kategorier af stoffer ikke må blandes sammen.

Sammenblandingen gav samtidig FF Skagen en ekstra økonomisk gevinst, som under byretssagen blev opgjort til knap syv millioner kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063