23948sdkhjf

Rabatkuponer skaber splid

Danske købmænd er ikke glade for EU’s godkendelse af rabatkuponer. Dansk Erhverv er på samme linje, mens DI Handel synes, det er en god idé.
Det har i mange år været forbudt at benytte rabatkuponer i markedsføringen af varer på det danske marked.

EU-domstolen har i en dom for nylig underkendt det 16 år gamle danske forbud, og dermed er vejen banet for brugen af rabatkuponer i Danmark.

Samme muligheder
DI Handel er positivt stemt over for ophævelsen af forbuddet, som de mener kan hjælpe med at øge konkurrencen og være til gavn for forbrugerne.

Ifølge Lars William Wesch, branchedirektør i DI Handel findes der allerede et utal af lignende bonusordninger og rabatklubber, der bevirker, at nogle får tilbud, som andre ikke gør.

- Rabatkuponer er blot ét ud af mange muligheder i værktøjskassen af markedsføringsinstrumenter. Derfor er der ingen grund til at tro, at lige præcis dette værktøj vil blive benyttet mest, men nu har virksomhederne de samme muligheder som f.eks. deres svenske kollegaer, påpeger Lars William Wesch.

Mudret markedsføring
De Samvirkende Købmænd opfordrer på det kraftigste regeringen til endnu en gang at undersøge alle muligheder for at undgå købsbetingede konkurrencer og det, de kalder kupon-cirkus.

- I betragtning af den modstand, der er både i detailhandlen og Forbrugerrådet, kan det ikke være rigtigt, at en diskutabel EU-dom skal skabe en bøvlet, asocial og mudret markedsføring i Danmark, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, DSK.

Stort problem
Dansk Erhverv stiller sig også afvisende overfor den nye mulighed, som man mener, er et stort problem for detailhandlen.

- I Danmark har alle forbrugere adgang til den samme rabat, når de kommer ind i forretningen. Med en rabatkupon er det kun dem med en kupon, der får rabatten. Rabatkuponer angiver heller ikke prisen før og efter rabatten og flytter fokus fra prisen til besparelsen. Det gør markedet mindre gennemsigtigt, siger forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089