23948sdkhjf

Eks-buttet grød-komet lover at buldre derudad

Lasse Skjønning Andersen forstår stadig ikke, hvor 200.000 kroner i kontanter blev af
Han er 28 år, han har 70 ansatte i sit hastigt voksende grød-imperium, han er stolt af, hvad han har opnået.

Hans mor tog sit eget liv, da han var syv år, og han begyndte at lave grød, fordi han var buttet og træt af det hele.

Indehaveren af madkæden Grød, Lasse Skjønning Andersen, nåede vidt omkring, da han torsdag aften var gæst hos Fødevareklubben i Vejle for at fortælle om, hvordan han har skabt Grød-kæden. Hvordan penge på mystisk vis er forsvundet. Og ikke mindst om, hvordan han ser kædens fremtid.

Rent forretningsmæssigt begyndte Grød-eventyret i 2011, da Lasse Skjønning Andersen og barndomsvennen Martin åbnede den første Grød-butik i Jægersborggade i København.

- Medierne gik fuldstændig bananas. Lasse og Martin åbner verdens første grødbar i en pushergade på Nørrebro. Der var lange køer på gaden - og inde i butikken var der kaos. For eksempel gik vi i gang med at fjerne en mur inde i lokalet for at skaffe noget mere plads. Lige indtil en mand med forstand på den slags kom og gjorde os opmærksom på, at det var en bærende mur, og at der var risiko for, at hele bygningen ville synke sammen, hvis vi fortsatte.

- Vi var nok også påvirket af alkohol og høje af hash, mens vi arbejdede på den mur, indrømmede Grød-chefen, som undervejs i foredraget lagde vægt på, at han nu om stunder er stor fan af ærlighed efter tidligere i sit liv at have løjet i stride strømme.

Ærlighed overgår alt
Ærligheden blev hjulpet på vej, da han valgte at gå til psykolog for første gang i sit liv. Det skete i kølvandet på, at makkeren efter et halvt års tid valgte at forlade Grød, hvilket gav Martin Skjønning Andersen en stor nedtur.

- Med psykologens hjælp kom jeg frem til tre vigtige erkendelser: Jeg skulle bruge fed energi som drivkraft. Ærlighed overgår alt. Og jeg skulle ud på den evige jagt på balance, konstaterede han.

Sidstnævnte handler om balancen mellem den oprindelige tilgang med "frihed og rock'n'roll" og den mere skolede vej med overblik og fin titel som CEO.

- En titel, som jeg ikke helt ved, hvad betyder, bemærkede Lasse Skjønning Andersen, der heller ikke lagde skjul på, at han ved meget lidt om Excel-ark, momsregnskaber og måltal.

Apropos tal, så ansatte Grød sidste år en ny regnskabsekspert, som fandt ud af, at der måtte være 300.000 kroner ude i pengeskabene i kædens butikker.

- Men der er slet ingen pengeskabe. Vi undersøgte sagen, og det viste sig, at der var 100.000 kroner i kasserne derude. Så alene i 2017 har vi mistet 200.000 kroner i kontanter, og jeg aner ikke, hvor de er, fastslog Grød-chefen og tilføjede hudløst ærligt, at "jeg har behov for at professionalisere virksomheden".

Det er han allerede i fuld gang med. Grød har for nylig åbnet et decideret hovedkontor, hvor der blandt andet er en medarbejder, som ved noget om Excel-ark. Der er også oprettet et såkaldt advisory board, som har den tidligere Irma-topchef Alfred Josefsen blandt medlemmerne, og der er fuldt blus på ambitionerne.

- Vi skal åbne flere butikker. Inden sommeren 2019 skal vi have fordoblet både omsætningen og antallet af butikker. Det er ret ambitiøst, bemærkede Lasse Skjønning Andersen, som p.t. har fire butikker i København og én i Aarhus.

Låner for første gang

Væksten vil betyde, at han for første gang skal ud og låne penge i banken, efter at han hidtil har klaret sig med sin børneopsparing og arven efter sin mor.

- Det er en kæmpeudfordring for mig personligt, at vi skal trykke på speederen, og at jeg ikke skal være så sparsommelig mere. Jeg sover nogle gange dårligt om natten over det, fortalte han.

Det har han nu ikke grund til, lod en af tilhørerne i Fødevareklubben forstå:

- Du skal bare buldre derudad og så sælge det om fem år, sagde tilhøreren - en konstatering, som Lasse Skjønning Andersen lovede at tage til sig, i hvert fald hvad angår den første del. Han ville heller ikke afvise, at han kan finde på at sælge Grød.

- Forhåbentlig kan jeg åbne i New York på et tidspunkt. Egentlig vil jeg bare gerne lave god grød og sprede fed energi. Men jeg vil da også gerne ha' økonomisk frihed resten af mit liv. Måske vil jeg også blive iværksætter igen og lave andre ting, sagde den nuværende Grød-CEO, som ikke længere er hverken buttet eller træt af det hele.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078