23948sdkhjf

Nyt kalvekoncept er et hit

- Vi rammer skiven, konstaterer Danish Crown
Danish Crowns samarbejde med AB Catering, BC Catering og Inco om at sælge kød fra krydsningskalve under navnet Dansk Gastro Kalv er blevet et hurtigt hit: Bare ni måneder efter konceptet blev lanceret er salget af kød fra ”Gastrokalve” nu dobbelt så stort som forventet, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Dansk Gastro Kalv er således "på rekordtid" blevet en fast del af menuen i mange danske kantiner og restauranter.

- Vi havde en klippefast tro på konceptet, da vi gik ud med det først på året, men det har alligevel overrasket os i hvilket omfang både kokke og kantineledere har taget Dansk Gastro Kalv til sig. Der er altid stor interesse for den slags nyheder, og det, vi hører, er, at den høje spisekvalitet, som udspringer af krydsningen mellem en malkekvægsrace og en kødkvægsrace, virkelig er gået rent ind, fortæller Claus Hein, der er salgsdirektør ved Danish Crown Beef.

Da Dansk Gastro Kalv blev lanceret, var det forventningen at det ville tage en rum tid at slå navnet Dansk Gastro kalv fast, men allerede nu sælges der, hvad der svarer til mellem 50 og 100 hele kalve om ugen. Hos AB Catering, BC Catering og Inco er indkøbschef Jesper Bonderup meget tilfreds med, at det på så kort tid er lykkedes at skabe et nyt, stærkt koncept.

- Vi rammer skiven på både bæredygtighed, dyrevelfærd og danskhed, og det er noget, som efterspørges af de professionelle forbrugere lige nu, siger han.

Vokser hurtigere

Det har ellers i årevis været en sløj forretning for mange landmænd at fede jerseykalve eller tyrekalve op til slagtning, men metoden, hvor man krydser malkekøer med kødkvæg, får kalvene til at vokse hurtigere. Det forbedrer landmandens regnestykke. og samtidig løftes kødkvaliteten ifølge Danish Crown betydeligt.

Arbejdet med det, der nu er blevet til Dansk Gastro Kalv, har medvirket til at nedbringe eksporten af danske spædekalve med næsten en tredjedel siden 2013. Samtidig er landmændenes tilførsler af kalve til Danish Crown under velfærdskonceptet Dansk Kalv steget med over 20 procent.

Danish Crown vil nu i samarbejde med AB Catering, BC Catering og Inco udvikle konceptet. Planen er at gøre Dansk Gastro Kalv tilgængelig for alle forbrugere ved at sælge kødet gennem slagterforretninger over hele landet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.153