Fødevarevirksomhed sætter nye mål med nyt navn
Firmaet bag mærker som Castus og Trope, HWO Holding, skifter navn til The Whole Company.
Virksomheden er på vej ind i en ny fase, og planen er at vokse kraftigt både på hjemmemarkedet og internationalt. Og det skal ske under det nye koncernnavn.
Salget af mærker som Castus og Trope snacks er hidtil sket under vingerne af navnet på holdingselskabet HWO Holding. Men nu er tiden inde til at samle aktiviteterne under et nyt fælles navn og logo, The Whole Company.
Når økonomiske mål før planlagt
I starten af 1990´erne var virksomheden et typisk iværksætterforetagende drevet af ejerens lyst til at skabe noget selv.
I dag har virksomheden rundet de 200 mio. kr. i omsætning, og grundlæggeren og ejeren, Henrik Winther-Olsen, forventer allerede i 2012 at nå en omsætning på 250 mio. kr. Dermed vil man indfri 2009-målsætningen om en fordobling af den daværende omsætning inden 2014.
Navn samler koncernen
Henrik Winther-Olsen hyrede envision:design til at udvikle navnet og den nye firmaidentitet til koncernen:
- Det var en stor udfordring at finde et navn, der kan følge os i vores udvikling fra en mindre til en mellemstor virksomhed – og som favner os både i 2011 og fremover. Men vi er meget tilfredse med løsningen, som lige præcis signalerer, at vi rummer, kan og vil en masse i vores virksomhed, siger Henrik Winther-Olsen.
Koncernnavnet anvendes dels til at samle alle medarbejdere og brands under ét tag – og som kommunikerer til vores omverden, at vi vil arbejde målrettet med videreudvik-lingen af vores forretningsområde. Forbrugerne vil stadig møde koncernens mærker Castus, Trope, Fredsted, Heidelberg, Urteteket og Jemo-Pharm.