23948sdkhjf

Marel gearer sig til øget vækst

2018 blev et investeringsår hos Marels to danske selskaber, der ligger i henholdsvis Århus og Støvring syd for Aalborg.

De seneste år har den islandske koncern investeret massivt i de danske faciliteter – blandt andet med en total ombygning af domicilet i Århus. De investeringer er fortsat ind i 2018, og netop derfor kunne pæne omsætningsstigninger på 5 og 4 pct. i henholdsvis Marel A/S og Marel Salmon A/S ikke følges op af lignende stigninger i overskuddet.

- Vi har lige implementeret et nyt PLM-system og nyt SAP i Århus, og det er noget, der trækker nogle ressourcer. Det er udgifter, vi har taget over driften, og det taget i betragtning, så må vi sige, det er tilfredsstillende, forklarer administrerende direktør Henrik Ladefoged.

Han glæder sig dog over, at de mange investeringer også viser resultater.

- Der er efterhånden en del af de synergier, vi havde glædet os til at høste, som vi drager fordel af nu. Meget fælles ledelse på begge sites for eksempel, og det regner vi med bliver bedre og bedre, som tiden går. Nu er vi i gang med PLM-implementeringen oppe i Støvring, og så kommer SAP bagefter, og det forventer vi kommer til at give nogle fordele, når vi er på fælles system, fortæller Henrik Ladefoged.

Også på indtjeningen skulle det gerne snart vise resultater.

- Vores ebit kan variere måned efter måned alt afhængigt af, om det er store anlæg vi sælger, robotter eller portion cutters og så videre. Det vil variere hele tiden. Hovedsagelig bliver ebit stærkere fremadrettet, fordi vi kan høste nogle af de stordriftsfordele og rationaler, der er i det, forklarer han.

Og det er ikke kun i Danmark, Marel investerer massivt i disse år. Den islandske koncern omsætter for 1,2 mia. euro og har 6.000 ansatte, men det er planen, at det skal stige til 3 mia. euro og 12.000 ansatte.

- Og det kommer både til at ske organisk og via opkøb, konstaterer Henrik Ladefoged.

Opkøbsplanerne kommer også til at få betydning for de danske aktiviteter.

- Der er flere (opkøbskandidater, red.) i spil og bestemt også i Danmark. Det er klart, at der kommer en del ude i Asien og Afrika, hvor den store vækst forventes at ligge, mens Europa nok bliver mere stationært, siger Henrik Ladefoged.

Marel A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 676,0 642,1
Resultat af primær drift 59,8 74,7
Resultat før skat 113,4 112,8
Årets resultat 102,2 99,6
Balancesum 665,8 635,3
Egenkapital 191,5 201,7
Antal ansatte 263 247
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018
Marel Salmon A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 434,6 419,4
Resultat af primær drift 42,5 68,4
Resultat før skat 39,0 61,6
Årets resultat 30,1 47,7
Balancesum 330,7 338,2
Egenkapital 92,4 123,3
Antal ansatte 247 219
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.922