23948sdkhjf

Gammelt bryghus bliver omdannet til Bryggekulturens Hus

Når det gamle bryghus i Thisted inden længe er helt ryddet for indmad, fordi Thisted Bryghus netop har indviet et helt nyt fuldautomatisk bryggeri, er det slet ikke slut med ølkultur i den ældgamle brygbygning.

Huset, der indtil nu har rummet blandt andet bryggerianlæg og maltlager, skal omdannes til Bryggekulturens Hus - et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om dansk bryggekultur. Med masser af viden om historie, råvarer og forarbejdning, og med både formidlingsaktiviteter, laboratorium, kursuslokaler, gastrokøkken og meget mere.

Det afslørede administrerende direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen, da Thisted Bryghus lørdag eftermiddag indviede sit nye, 550 kvadratmeter store bryghus.

- Bryggeriforeningen, som samler landets bryggerier, bakker fuldt op om Thisted Bryghus’ planer om at omdanne bygningen til Bryggekulturens Hus – sammen med Thy Erhvervsforum og forhåbentlig med støtte fra Thisted Kommune, lokale og nationale fonde og andre, fortæller Niels Hald.

- Tanken er, at det bliver et hus, hvor man også kan komme og se, hvordan et professionelt bryggeri fungerer. Man kan prøve at brygge sin egen øl. Man kan lære om bryggekulturen i Danmark i form af udstillinger og aktiviteter. Man kan smage på råvarerne og det færdige produkt, og man kan spise mad til; for koblingen mellem mad og bryg er en del af dansk kultur. Frikadeller smager nu en gang bedst sammen med en kølig øl, siger Bryggeriforenings direktør.

Det gamle, 1.900 kvadratmeter store bryggeri fordelt på fem plan stammer fra 1899.

- Thisted Bryghus har doneret den flotte, historiske bygning til en kommende erhvervsdrivende fond, som, efter planen skal stå for opførelsen og driften af Bryggekulturens Hus. Nu går vi i gang med at finde finansieringen til Bryggekulturens Hus og håber at kunne stå her igen om et par år for at indvie det nye hus, siger Niels Hald.

Stor glæde i Thisted
Thisted Bryghus har de seneste par år tumlet ideer til, hvad den gamle bryggeribygning skulle bruges til, når det nye, højteknologiske bryghus stod færdigt.

- Vi er utroligt stolte over og glade for, at Bryggeriforeningen og dens medlemmer kan se ideen i at lave hus for Bryggekulturen i Danmark. Det er samtidig kæmpestort for Thy, at vi er enige om, at den rigtige placering er i de gamle, historiske bygninger midt i Thisted by, siger direktør Aage Svenningsen, Thisted Bryghus.

Han venter sig meget af det nye hus.

- Huset henvender sig jo til alt fra studerende og fastboende over turister til ølentusiaster og fagfolk, der nu får et sted, hvor man blive klogere på øl og øllets muligheder - og samtidig får en oplevelse, men også en legeplads, hvor ølentusiaster og bryggere kan eksperimentere, siger Aage Svenningsen.

Han tør endnu ikke spå i detaljer om, hvornår det nye hus står klart, men hvis alt går efter planen, vil det nye Bryggekulturens Hus være klar til indvielse i 2022.

- Nu skal vi have afsøgt mulighederne for finansiering af det nye hus, ligesom vi skal have Thisted Kommune og andre vigtige aktører med om bord, og det går vi i gang med straks i det nye år, fortæller Aage Svenningsen.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079