Finansloven sikrer 66 mio. kr. til offentlige køkkener
De offentlige køkkener skal omstilles til økologi endnu hurtigere takket være ekstra millioner fra finansloven for 2012.
For fødevarebranchen er det især interessant, at der i loven bevilges 66 mio. kr. til at sætte skub i omstillingen af de offentlige køkkener til økologi.
- Jeg er glad for, at vi nu har fundet yderligere midler til omstilling af de offentlige køkkener til økologi. Dermed sætter vi turbo på økologien, og køkkenerne går foran i den grønne omstilling. Vi går efter, at køkkenerne anvender mindst 60 % økologiske råvarer i deres måltider i 2020, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Fakta: Sådan er midlerne fordelt
• Fremme af økologi: 66 mio. kr. i perioden 2012-2013.
• Beskyttelse af drikkevandet: 40 millioner kroner i perioden 2012-2013.
• Styrket indsats for kemikalier: 48 millioner i perioden 2012-2015.
• Bedre styr på nanomaterialer og deres sikkerhed: 24 millioner 2012-2015
• Etablering af mere skov til at sikre bedre beskyttelse af grundvandet i nærheden af byer 18 mio. kr. i perioden 2012-2013.