Bagedystvinder indgår flødebollesamarbejde med Meyers Bageri
Det fortæller Meyers i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at sommerflødebollen er første led i et større samarbejde mellem Frederikke Legaard og Meyers Bageri. Kæden har fire butikker i København.
- Vi startede faktisk helt tilbage i januar med at mødes i baglokalet til bageriet i Classensgade, hvor jeg kom med en håndmalet skitse og en lille boks med fem håndlavede, grønne flødeboller. Vi vidste, at vi vildt gerne ville lave noget sammen, og at godt håndværk var en af vores stærkeste fælles værdier, fortæller Frederikke Legaard i pressemeddelelsen.
Flødebollen består af vaniljeprikket solbærskum på en pistaciekiksebund, smagt til med citronskal og siden overtrukket i hånden med hvid chokolade, håndfarvet "i sart sommergrøn" og med et mørkerødt penselstrøg.
- I tråd med den kunstneriske kagefortolkning har Frederikke desuden udviklet en særlig, visuel guide til flødebollens anatomi og spisning, hedder det i meddelelsen.
Flødebollen koster 35 kroner og fås hos Meyers Bagerier i København hen over sommeren.