Jacobsens Bakery var bekymret uden grund
Småkagefabrikken Jacobsens Bakery i Hedensted tjente sidste år 14,6 millioner kroner efter skat - en markant forbedring i forhold til de to foregående år, hvor der stod i omegnen af ni millioner kroner på de respektive bundlinjer.
Ledelsen var i begyndelsen af året bekymret hvad angår råvarepriser og valutakurser, men 2019-resultatet endte alligevel med at være tilfredsstillende, konstaterer ledelsen i bemærkningerne til regnskabet.
Om 2020 hedder det, at virksomheden vil være udfordret af både brexit, mulige amerikanske afgifter og coronaudbruddet.
Ledelsen forventer på den baggrund, at både omsætning og bundlinje vil blive betragteligt lavere end i 2019. Men der ventes stadig overskud i 2020, konstaterer ledelsen med direktør Jan Jacobsen i front.
Han grundlagde virksomheden sammen med sin far, Sigurd Jacobsen, i 1985 og har været direktør siden 2000.
I dag ejer Jan Jacoben 51,1 procent af virksomheden, mens 49,9 procent er ejet af Givesco-koncernen.