Fransk bagerkæde på vej til Danmark
Brioche Dorée-indehaver Vincent Le Duff forudser omkring 15 butikker på det danske marked.
Vincent Le Duff, som er stifter af den fransker bager- og cafékæde Brioche Dorée, har planer om at åbne omkring 15 butikker herhjemme, efter den første butik i Torvehallerne, København, har oplevet succes siden åbningen den 2. september.
- Vi har allerede en bagerbutik i København, og vi vil nu fortsætte med at åbne flere butikker. Jeg tror, at der i Danmark vil være plads til måske 15 butikker i vores kæde. Jeg forestiller mig, at det danske marked kan deles mellem to-tre franchisetagere, som hver ejer og driver et antal bagerbutikker. Jeg leder derfor nu efter to-tre nye franchisetagere, siger Vincent Le Duff til Dansk Handelsblad.
Briochette et macarons
Han ejer Groupe Le Duff, som er verdens næst største kæde af bager-caféer med butikker i lande som Algeriet, Argentina, Canada, Marokko, Saudi Arabien, Schweiz, Storbritannien og USA foruden hjemlandet Frankrig.
Kæden sælger ”franske specialiteter fra croissant, briochette, macarons, éclair til orangina og masser af sandwich”, fremgår det af den danske Facebook-side.