Foodpeople dropper det friske brød efter voldsomt omsætningsdyk
Det skriver FødevareWatch , som nævner, at beslutningen hænger sammen med en voldsom nedgang i omsætningen som følge af coronakrisen. Den medførte et omsætningsfald på 60 procent, så nu har Foodpeople besluttet at fokusere forretningen og gøre den mindre kompleks, fortæller administrerende direktør Susanne Boye Nielsen til mediet.
Foodpeople er resultatet af en fusion fra 2016 mellem de to brødselskaber Trianon og Il Fornaio. Før fusionen bagte Trianon friskt brød om natten, mens Il Fornaio lavede bake-off både dag og nat. De tidligere ejere fra brødproducenten Trianon er nu købt ud, hvilket ifølge Susanne Boye Nielsen hele tiden har været meningen.
Den fusionerede virksomhed havde i 2019 et overskud på 3,8 millioner kroner, et fald på 2,2 millioner fra året før.
- Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende i betragtning af de væsentlige omkostninger der i 2019 er medgået til at styrke organisationen for udvikling af nye vækstområder, står der i det seneste regnskab.
Ifølge ledelsens bemærkninger skulle det trods coronanedgangen være muligt at beholde de sorte tal på bundlinjen.
- Covid-19 har betydet fald i selskabets afsætning til Foodservice-markedet. Der forventes et positivt resultat for 2020, som dog ligger væsentligt under resultatet for 2019, hedder det i beretningen.
Virksomheden angiver ikke sin omsætning, men ifølge Food Supplys oplysninger var den for et par år siden på over 100 millioner kroner