23948sdkhjf

Bekræftet: Danish Crown genåbner slagteri

Danish Crown genåbner slagteriet i Ringsted fredag morgen.

Det bekræfter koncernen på sin hjemmeside.

Slagteriet i Ringsted har været lukket siden 8. august. Det skete, fordi 142 medarbejdere var testet positive for coronavirus. Siden har Danish Crown ad flere omgange testet medarbejderne for at sikre sig, at virusudbruddet var under kontrol.

Senest er 576 medarbejdere blevet testet i mandags, hvilket påviste to nye smittetilfælde, og onsdag blev yderligere 450 medarbejdere testet.  Og selvom resultaterne fra den seneste runde af tests endnu ikke foreligger, så er det ifølge produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen helt forsvarligt at kalde medarbejderne tilbage på arbejde:

- Resultatet af testen i mandags viser med al tydelighed, at det var rigtigt at gennemføre en tredje testrunde, inden vi starter op igen. Nu kan medarbejderne gå sikkert på arbejde. For at gardere os bedst muligt fortsætter testprogrammet i de kommende uger.  Der kan stadig dukke nye smittede op i testen fra onsdag, men det er vigtigt at holde sig for øje, at dem, der blev testet onsdag, også blev testet mandag, så jeg føler, at vi er et godt sted, siger han.

Test på yderligere to slagterier

Danish Crown oplyser, at medarbejderne i Ringsted skal testes to gange i næste uge, og derefter vil de blive testet en gang om ugen indtil videre.

Yderligere vil man tilbyde tests til medarbejderne på slagterierne i Blans og Horsens, hvorfor der vil blive opstillet testtelte på begge lokationer med kapacitet til test af alle medarbejderne.

- Vi begynder med to slagterier for at skabe en baseline, som vi kan træffe fremtidige beslutninger ud fra. Derfor skal resultaterne fra Blans og Horsens være med til at skabe et overblik over testbehovet på vores øvrige produktionsanlæg. Det gælder i forhold til, om vi skal teste samtlige medarbejdere på stikprøve-niveau eller efter en helt tredje model fremadrettet, siger Andreas Friis, der er HR-direktør i Danish Crown.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094