23948sdkhjf

Vestre Landsret stadfæster dom i iskrig

Både Viking-Is og Hjem-Is erklærer sig tilfredse med Vestre Landsrets afgørelse i den verserende iskrig.
Vestre Landsret stadfæstede mandag byrettens afgørelse om, at Viking-Is ikke må sælge sine produkter i Region Syddanmark ind til 1. oktober 2012.

- Nu er sagen prøvet ved to instanser, og jeg er meget godt tilfreds med at det danske retsvæsen, som meget sjældent giver forbud, har gjort det igen. Jeg er stor fortaler for konkurrence, men det skal se på fair grundlag, hvad der ikke er sket her, siger direktør Anders Brandt Clausen fra Hjem-Is, som indgav kravet om fogedforbud i sommer, til epn.dk.

Læs også: Fogedforbud mod Viking-Is

Men også taberne i sagen er tilfredse med afgørelsen.

- Landsretten har stadfæstet byrettens afgørelse, dog med den ændring, at den ikke gælder i hele Region Syddanmark, som det var blevet afgjort i første omgang, men kun gælder vores gamle distrikt i Sydjylland, siger Per Roth, der startede Viking-Is med sin bror, Tom, i marts.

- I går måtte vi ikke køre på Fyn, men det må vi i dag. Og det vil vi selvfølgelig udnytte til fulde, siger han til epn.dk.

Erstatningssag afgøres i oktober
I modsætning til Hjem-Is’ blå biler, som er ejet af Nestlé, kører Viking-Is rundt i røde biler med et sortiment fra Frisko og Ben & Jerry's.

Sideløbende med den sag, der fik sin afgørelse i dag, kører en justifikationssag, som afgøres til oktober. Her skal det afgøres, hvilke økonomiske konsekvenser sagen har haft for Hjem-is, og om Viking-is skal betale erstatning.

Brødrene Tom og Per Roth har tidligere været henholdsvis daglig leder af Hjem-Is i Sydjylland og franchisetager i firmaet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079