Spildevandsrabat til Haribo Lakrids
Haribo Lakrids fritages fra betaling af spildevandstransport til Faxa Spildevand. Det splitter politikerne i Faxe Kommune.
Sagens gang
I december 2011 ansøgte Haribo Lakrids i Faxe fritagelse for betaling af spildevandstransport, såfremt de selv anlægger egen spildevandsledning til Faxe Renseanlæg.
Sagen er efterfølgende blevet godkendt i teknik- og miljøudvalget, der har overladt det til forvaltningen at arbejde videre med sagen.
For at der kan udstedes tilladelse til Haribo Lakrids skal forvaltningen udarbejde en plan for den nye spildevandsledning.
Støtte til det lokale erhvervsliv
Haribo Lakrids skal selv finansiere etablering og vedligeholdelse af den nye transportledning, og en af ja-sigerne i sagen borgmester Knud Erik Hansen siger til Sjællandske:
- Loven lægger op til, at de meget vandforbrugende virksomheder kan fritages for betalingen. Så det skal de have mulighed for. Den støtte skal vi give det lokale erhvervsliv.
Sagens skal endeligt godkendes i byrådet, og her ser det ud til, at man opnår den ønskede fritagelse, selvom et par politikere stiller sig uforstående overfor projektet.
Forskel på stor og lille
- Hvorfor skal Unibrew og Haribo have fritagelse. Den mulighed får de nye vandforbrugende virksomheder i erhvervsområdet ved motorvejen ikke, med mindre der bygges et rensningsanlæg midt i erhvervsområdet, siger Nelle Søndermand (SF), der allerede én gang har stemt mod forslaget.
Også Mogens Stilhoff (SF) er i mod de store selskabers mulighed for at slippe for spildevandsafgiften.
- Vi stemmer imod igen i byrådet. For det er helt skævt at give de store virksomheder, som ligger tæt på renseanlægget i Faxe, mulighed for at træde ud af fællesskabet. De mindre vandforbrugende virksomheder har slet ingen mulighed for at anlægge og forrente deres egen kloakledning. De skal tværtimod betale 10 til 30 procent eller mere i ekstra vandafledningsafgift, ligesom de private borgere.