23948sdkhjf

Baresso-stifter: Jeg er bare iværksætter

56-årige Kenneth Luciani åbnede sin første Baresso i Danmark for 12 år siden, men ønsker stadig at være indblandet i de fleste detaljer i firmaet.
Han er en detaljernes mand, den 56-årige Kenneth Luciani, som 5. maj 2000 åbnede sin første Baresso-kaffebar i Danmark.

Efter 20 år i topstillinger for ØK med masser af rejseaktiviteter til følge trak familielivet i Danmark og iværksættertrangen i ham.

Og det gør den stadig, fortæller Kenneth Luciani med de italienske rødder til Berlingske.

- Man kan jo godt stille spørgsmålet, hvor meget man selv skal være med i. Men som iværksætter er du med i alt. Selv de helt trivielle ting som at skifte printerpapir, og det forsøger jeg at holde fast i. Jeg mener ikke, at vi skal bygge et eller andet serviceben på, der tager sig af alle de trivielle ting, for så kommer du for langt væk, og jeg er meget bevidst om at være tæt på, siger han.

Vi er ikke bad guys
Af samme grund undrer Kenneth Luciani sig sommetider over visse dele af omverdenens syn på Baresso.

- Mange tror, at vi er en stor, international koncern med en kæmpe organisation og ser os som branchens »store stygge bad guy«. Men jeg opfatter i høj grad mig selv som iværksætter, siger Kenneth Luiciani, som har otte ansatte siddende på Baressos kontor på Store Kirkestræde i det indre København.

Fremgang i regnskaberne
Idéen til kaffebarerne kom fra de mange rejser i udlandet, hvor den slags allerede var udbredt for mange år siden. Men selv de nære bekendte skulle bruge nogen tid på at anerkende konceptet.

- En god bekendt rystede på hovedet, da hun hørte om mine planer, og sagde til mig: »Vi har altid tænkt, at du klarede dig så godt ude i verden i ØK, og nu starter du en kaffebar!«. Der var ikke mange, som forstod, at jeg ville lave en café, som hverken solgte mad eller alkohol, siger Kenneth Luciani.

Baresso-kæden omfatter i dag 28 barer, hvoraf 19 ligger i København, mens de sidste er fordelt i Odense, Aalborg og Aarhus.

På fire år er kædens bruttoresultat steget støt fra 56,9 mio. kr. i 2007 til 86,7 mio. kr. i 2010, hvor overskuddet efter skat lød på knap 4 mio. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094