Holch Povlsen og prinsens fødevarefirma i nyt tab
Bestseller-milliardæren Troels Holch Povlsen og prins Joachim kæmper fortsat med underskud i deres fælles firma De 5 Gaarde, der sælger landbrugsprodukter til bl.a. supermarkeder og specialbutikker.
Det viser et nyt regnskab, ifølge JydskeVestkysten.
I forbindelse med et ejerskifte i oktober sidste år – hvor lensgreve Bendt Wedell blev købt ud – måtte De 5 Gaarde sige farvel til sit største produkt, kyllinger. Den del stod Bent Wedell nemlig for gennem Frijsenborg og Wedelsborg Gods, som hvert år producerer millioner af kyllinger.
Derfor har De 5 Gaarde i år haft fokus på udvikling af nye produkter fra andre gårde samt på relancering af udvalgte eksisterende produkter. Men det har endnu ikke kastet overskud af sig.
Et nyt regnskab, der omfatter syv måneder fra årsskiftet frem til den 31. juli, viser et underskud efter skat på 670.000 kr. Det er fjerde regnskab i træk med underskud.
Årets underskud i det forkortede regnskabsår var forventet som følge af omlægningen, skriver ledelsen, som dog anser resultatet for utilfredsstillende.
De 5 Gaarde sælger købmandsvarer, øl, spiritus og sæber til bl.a. supermarkeder og specialbutikker. Alt sammen fra en række forskellige gårde og produktioner.
Troels Holch Povlsen ejer knap 77 pct. af aktierne i selskabet, mens prins Joachim sidder på den resterende del.