23948sdkhjf

Japansk hæder til dansk Tetra Pak-fabrik

Emballageproducentens fabrik i Hjørring har fået tildelt den japanske Award for TPM Excellence.
Det er Japan Institute of Plant Maintenance, der uddeler JIPM-priserne, som gives til virksomheder, der lever op til en række krav inden for produktion og produktionsplanlægning.

- Vi søgte om et JIPM Health Check i 2010 og er nu blevet auditeret og har fået prisen tildelt i 2012. Vi er den første enhed i Danmark, der har fået prisen, fortæller Bo Andersson, fabriksdirektør for Tetra Pak Inventing i Hjørring.

Produktion i verdensklasse
Man er da heller ikke i tvivl om, at der er arbejdet grundigt med produktionsudviklingen, når man træder ind på den nordjyske fabrik. Kulørte tavler og plancher er naturligt inventar i fabrikshallen, og medarbejderne er derfor vant til at have udvikling af produktionen tæt på i hverdagen.

Den proces tog man fat på tilbage i 2005, hvor man begyndte at arbejde efter principperne i World Class Manufacturing, som i bund og grund går ud på at få produktionen til at glide bedre, hurtigere og billigere.

- WCM dækker over nogle af de samme principper som fx lean og six sigma. Det drejer sig om at finde de steder, hvor vi har vores tab, forbedre dem og træne vores operatører, så det også er bedre fremadrettet, siger Bo Andersson.

Medarbejderne spiller med
Som i andre virksomhedsudviklingsprogrammer er det i WCM også medarbejderne, der spiller en aktiv rolle. Det betyder, at en stor del af ansvaret for at skabe forbedringer og mindre spild i den daglige produktion er lagt ud i små forbedringsgrupper, som så kontinuerligt kan arbejde med problemstillingerne.

- Det handler om at gå i samme retning, og det handler om at komme helt ned i de små detaljer og forbedre de måder, vi gør tingene på. I stedet for at der sidder én person med et bredt overblik, er der flere små grupper med et snævrere fokus. Det handler om at gøre folk mere selvstændige, forklarer Bo Andersson, som understreger, at indsatsen kan aflæses på bundlinjen hos den nordjyske virksomhed:

- Vi har teams der er kommet op med forbedringer, der sparer 50.000 kr. om ugen – det er mange penge, siger han.

Forbedringer over hele linjen
Også på andre områder smitter indsatsen dog af og de sidste syv års kvalitetsarbejde kan nu for alvor mærkes på både kunde- og medarbejdertilfredsheden.

- Vi har reduceret reklamationerne med 90 % fra 2005 til 2011, vi har reduceret vores spild med 20 %, vores arbejdsulykker er reduceret betydeligt, og vores levering er stort set perfekt. Sidste år leverede vi 97,1 % til tiden, og de ordrer, der ikke kom til tiden, skyldtes ting uden for vores fabrik som fx vejret, lyder det fra Bo Andersson, som fortsætter:

- Men systemet har frem for alt givet os mere tilfredse medarbejdere. I dag har de i langt højere grad muligheden for at påvirke deres egen arbejdssituation.

Målet er nul
Den 22. marts skal han sammen med virksomhedens WCM-koordinator Lene Hansen til Kyoto for at modtage den japanske hædersbevisning, og det er dermed den foreløbige kulmination. Men WCM-arbejdet stopper dog ikke her.

- Næste skridt for os er at ”contain the gain” – vi skal udvikle og forfine det, vi har sat i gang og vise, at vi er konsistente over tid. I princippet stopper arbejdet aldrig. Vores mål er altid nul – nul ulykker, nul nedbrud, nul defekter, fortæller Bo Andersson.

Det japanske prissystem er samtidig indrettet på den måde, at der findes forskellige grader af JIPM-priserne. Efter Award for TPM Excellence er det Tetra Pak Inventing’s mål, at man vil tage et skridt op ad rangstigen hvert andet år, så man i 2019 er klar til at modtage den højeste hædersbevisning; Award for World Class TPM Achievement.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063