Pesticid-afgift kan ødelægge dansk kartoffelproduktion
Miljøministerens udspil om nye afgifter på pesticider roses i store dele af landbruget, men for kartoffelavlerne er det dårligt nyt.
- Det vil nok betyde en yderligere udgift for mig på 150.000 kroner.
Carl Heiselberg er ikke den eneste kartoffelavler, der rammes. Hos Landbrug & Fødevarer vurderer planteformand Torben Hansen, at halvdelen af de danske kartoffelproduktioner er i fare, hvis pesticid-afgifterne bliver en realitet.
Sprøjter for at forebygge
Årsagen til at pesiticid-afgiften især vil ramme kartoffelavlerne er, at kartofler er særligt udsatte for skimmel - og når først det er brudt ud, kan man intet stille op.
Derfor sprøjter man for at forebygge.
- Vi sprøjter allerede så lidt, som det kan lade sig gøre. Og med de her nye afgifter vil det simpelthen ikke kunne betale sig at avle kartofler. For detailhandlen tænker kun på pris, og så vil vi ikke kunne matche de udenlandske, siger Torben Hansen.
Og netop den frygt for udenlandsk konkurrence deler han med Carl Heiselberg.
- Hvis der kommer en lastbil fra Sverige for at hente kartofler her i Sønderjylland, hvorfor skulle de så ikke køre det lille ekstra stykke til Flensborg og hente dem billigere. Og nu vil forskellen bare blive endnu større, slutter Carl Heiselberg.